krise - omstilling, forandring eller sammenbrud

Krise – omstilling, forandring eller sammenbrud, I modsætning til den traditionelle betydning af ordet krise, at en situation eller et forløb har nået et afgørende vendepunkt, hvor ordet vendepunkt oftest forbindes med noget positivt, er ordet krise i dag i daglig tale negativt ladet i betydningen en farlig eller i alt fald vanskelig situation. Kriser er sjældent velkomne.

Fx blev 1970'ernes oliekriser oftest anskuet som en dyster påmindelse om de industrialiserede landes usikre energiforsyningssituation. Men oliekriserne illustrerer samtidig, at kriser kan være gavnlige, idet de gennemtvinger en forandringsproces, som måske for længst var påkrævet.

I årene efter oliekriserne omstillede de vesteuropæiske lande i vidt omfang deres energiforsyningsstruktur, således at afhængigheden af olie blev formindsket, og en række andre energiformer blev taget i brug. Samtidig indførtes teknologiske forbedringer i retning af en mere effektiv energiudnyttelse.

Den negative ladning af begrebet krise kan tages som et udtryk for den magelighed, der får os til at ønske, vi kunne slippe for besværlige omstillingsprocesser. At det kriseløse liv er en illusion både på det personlige og det sociale niveau, er dog en indsigt, som er blevet aldeles akut i 1900-t., hvor nye kriseområder bestandigt dukker op i horisonten — ikke mindst som følge af mediernes utrættelige drift efter at pirre vores frygt og nysgerrighed. Man kan få den følelse, at krise er blevet en permanent tilstand for det moderne samfund. Men spørgsmålet er, om ikke mennesker til alle tider har følt, at netop deres tid var særlig omskiftelig eller kritisk.

Ikke alle systemer kan komme i krise; det kræver, at systemet besidder en evne til at opretholde en kompleks indre struktur til trods for betydelig stress fra omgivelserne. En sådan evne kaldes i biologien homøostase. Således er fx den menneskelige organisme i stand til nøje at opretholde sin temperatur på 37 °C til trods for betydelige udsving i omgivelsernes temperatur.

Udsættes organismen for permanent stress, som fx når man slår sig ned i et bjergområde flere kilometer over havets overflade, vil der indtræffe en krise. Subjektivt opleves det fx som åndenød. Oppe i højderne kan ilttrykket være så lavt, at blodet har svært ved at skaffe ilten hurtigt nok ud i muskler og væv. Efter et par uger har organismen normalt overvundet krisen, idet den har akklimatiseret sig til det lave ilttryk. Dette sker i kraft af forandringer i såvel hjerte som brystmuskulatur samt ved en forøgelse af blodets indhold af iltbindende hæmoglobin.

Her ser vi et gennemgående træk ved kriseudvikling. Krisen overvindes i første omgang ved nyjustering af basale samspilsmekanismer mellem systemets komponenter. Dette rummer imidlertid en omkostning, idet systemet derved kommer nærmere den randzone, hvor justeringer ikke længere kan klare problemet. Muligheden for at modvirke yderligere stress er svækket. Skulle der støde nye problemer til, vil systemet måske nu hurtigere bukke under.

Hvis de forhold, der oprindelig fremkaldte krisen, er vedvarende, vil det derfor være hensigtsmæssigt, at systemet foretager dybere strukturændringer, således at den nye tilstand vil komme til at udgøre centrum for dets operative potentiale. Hos mennesker, der var tvunget til gennem tusinder af år at leve højt oppe i bjergene, ville man måske forvente, at der ville fremkomme genetiske ændringer, som sikrede den tilpasningsmæssige fleksibilitet under de ændrede forhold. Men sådanne ændringer ville til gengæld blive et problem, hvis befolkningsgruppen senere hen blev nødt til atter at bosætte sig i lavlandet.

I og med at kriser fører til enten forandring eller til sammenbrud og død for et system, er de ofte part i evolutionære processer i dette begrebs bredeste forstand, dvs. processer af enhver art, der fører til overlevelse af et system gennem forandring.

I den organiske evolution optræder der tilsyneladende jævnlig kriser, som fører til en massiv uddøen af arter, men dermed også til en efterfølgende hurtig udvikling af nye arter. Velkendt er krisen på overgangen mellem de geologiske perioder Kridt og Tertiær for ca. 65 mio. år siden, hvor dinosaurerne forsvandt, hvorefter en mangfoldighed af pattedyrarter hurtigt specialiserede sig til at overtage de økologiske roller, der nu tilbød sig.

Det har ofte været foreslået, at kriser spiller en lignende kreativ rolle i sociale systemers udviklingsdynamik. Eftersom også sociale systemer har en slags homøostatisk træghed, der gør dem robuste over for stress, er det nemt at tænke sig, at netop alvorlige kriser, hvorved homøostasen bliver truet eller sprængt, kan være nødvendige for overhovedet at fremkalde forandringer i disse systemer.

På videnskabens område er et sådant udviklingsmønster blevet foreslået af den amerikanske videnskabshistoriker Thomas S. Kuhn. Ifølge Kuhn sker videnskabens udvikling det meste af tiden i ly af et fælles værdigrundlag eller paradigme, som ikke anfægtes. Før eller senere vil et sådant paradigme imidlertid løbe ind i vanskeligheder.

Der opstår da en krise, hvor to eller flere paradigmer deler forskersamfundet mellem sig. Dette kan så føre til, hvad Kuhn kaldte en videnskabelig revolution, hvor et nyt paradigme overtager føringen og lidt efter lidt bliver et samlingspunkt for videnskabelig nytænkning.

Evnen til at udnytte kriser kreativt er en forudsætning for et systems overlevelse på længere sigt, og af samme grund vil systemer, der besidder denne evne, tendere mod at overleve eller udkonkurrere mere stive og fastlåste systemer.

Man kan måske på det grundlag tillade sig et håb om, at den demokratiske styreform i det lange løb vil vinde større udbredelse på bekostning af mere totalitære politiske systemer, hvis evne til selvjusteringer oftest er dårlig. Sovjetunionens sammenbrud i 1989 kan bestyrke en sådan antagelse.