Træthed, flertydigt udtryk, der især vedrører reaktionen på fysisk og psykisk arbejdsbelastning, men i øvrigt omfatter mange forskellige oplevelser og sindstilstande, fx oplevelsen af udmattelse, svækket energi og vitalitet, manglende lyst samt behov for søvn. Træthed er endvidere den normale fysiologiske reaktion i en organisme, en legemsdel eller et organ, som efter kraftig eller længerevarende belastning har nået grænsen for ydeevnen, og i denne situation er træthed et vigtigt advarselssymptom. Træthed, som ikke afhjælpes af hvile eller søvn, er et hyppigt symptom ved mange sygdomme. Trætheden kan i kronisk form være en sygdom i sig selv, eller den kan være et personlighedstræk livet igennem.

Træthed er ofte knyttet til bevægelsessystemet, især muskulaturen, evt. lokalt som rygtræthed. Den, der på forhånd er træt, orker ikke at aktivere musklerne og føler måske smerter i musklerne blot ved tanken om at skulle bevæge dem. Muskeltræthed defineres som en manglende evne til at foretage en konstant vedligeholdt eller regelmæssigt gentaget kraftudfoldelse, og denne præstation kan måles, om end med begrænset pålidelighed, bl.a. fordi motivationen eller indsatsen kan være utilstrækkelig, eller smerter i muskler og led kan hindre en optimal ydelse. Abnorm muskeltræthed ved nogle muskelsygdomme kan diagnosticeres ved klinisk-neurofysiologiske undersøgelsesmetoder.

Træthedsmekanismer

Udtrætning er en generel reaktion for mange biologiske processer efter intensivt og langvarigt arbejde, fordi stofskiftekravene ikke kan indfries.

Perifert betinget træthed, dvs. træthed, der opstår uden for centralnervesystemet, kan påvises på celleniveau, fx efter elektrisk stimulation af nerven til en muskel; ved kraftig eller hurtigt gentaget stimulation svigter stofskiftet i musklen pga. forringet blod-, ilt- og glukosetilførsel, stofskifteprodukter som mælkesyre ophobes i muskelcellerne, og kemisk energi kan derfor ikke længere omsættes til styrke, varme og arbejde.

Centralt betinget træthed er mere kompliceret og rummer, ud over kemiske og hormonale faktorer i nerveceller og deres forbindelser (synapser), også psykiske faktorer som udholdenhed og motivation. Endvidere kan de normale aldringsprocesser spille en rolle.

Normal træthed ophæves ved restitution via talrige cellebiologiske og psykiske processer af forskellig varighed og med betydelige individuelle forskelle. Restitution indebærer ikke blot hvile og søvn, men i nogle tilfælde også længerevarende reduceret belastning, fx af utrænede led og muskler.

Den normale trætheds konsekvenser

Træthed kan opleves som et velvære efter en forberedt og vellykket anstrengelse, og denne form for træthed kan for idrætsudøveren være en vejledende målestok for optimal træning. Langt hyppigere er træthed en negativ oplevelse og kan ledsages af modløshed, irritabilitet og især efter ekstrem udmattelse af fortvivlelse. Grænsen for træthed (træthedstærsklen) varierer individuelt, og hos den enkelte person varierer den fra tid til anden. Træthedstærsklen nedsættes ved mangel på føde, væske og søvn, ved et for hurtigt arbejdstempo, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger (se ergonomi) og ved mangelfuld motivation. Disse forhold svækker koncentrationsevnen og dømmekraften, arbejdstempoet og præstationsniveauet daler, og bevægelserne bliver usikre med risiko for ulykker.

Sygelig træthed

Træthed er et almindeligt symptom i forbindelse med og i forløbet efter mange infektionssygdomme. Nogle virusinfektioner kan efterfølges af langvarig træthed, dette gælder især mononukleose og bornholmsk syge. Ved mange andre medicinske sygdomme, fx anæmi (blodmangel), skjoldbruskkirtelsygdomme med for højt eller for lavt stofskifte, nedsat produktion af binyrebarkhormoner, svækket hjerte-, lever- og nyrefunktion samt i det sene forløb af mange kræftsygdomme, er træthed et markant symptom. Ved dissemineret sklerose er der i mere end 3/4 af tilfældene træthed, evt. så udtalt, at den overskygger andre symptomer.

Psykisk betinget træthed forekommer hyppigt ved depression og ved angsttilstande. Neurasteni (se asteni) er en tilstand, der med betydelige kulturelle variationer forekommer i to typer: Ved den ene drejer det sig om en psykisk trætbarhedstilstand; ved den anden er der en følelse af konstant fysisk svækkelse samt udmattelsestendens efter ringe anstrengelse, ofte ledsaget af muskelsmerter og manglende evne til at afslappe musklerne. Ved neurasteni kan der tillige være indsovningsbesvær samtidig med et øget søvnbehov.

Perioder med længerevarende konstant træthed uden påviselig sygdom forekommer på et eller andet tidspunkt i livet hos 1/4 af befolkningen, ofte sammen med andre symptomer som uoplagthed, depression og angst. Årsagen til denne langvarige træthed kan være en netop overstået infektionssygdom eller en ikke erkendt depression.

Kronisk træthedssymptom

(chronic fatigue syndrome, CFS) er en betegnelse, som har været anvendt siden 1988 for en tilstand med invaliderende fysisk og psykisk træthed og abnorm trætbarhed, som har bestået i mere end seks måneder, og som i nogle tilfælde kan være fulgt efter en infektion eller infektionslignende sygdom. Det er omstridt, hvorvidt dette kroniske træthedssyndrom er en egentlig sygdom, og afgrænsningen mod andre sygelige tilstande som neurasteni, fibromyalgi, depression og hypokondri er vanskelig.

Manglende træthed

kan forekomme hos hyperaktive personlighedstyper, ved mani (se maniodepressiv psykose) samt ved DAMP hos børn, som regel kombineret med et nedsat søvnbehov.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig