tandbehandling

Historisk udvikling

I Danmark kan en simpel form for tandbehandling spores tilbage til yngre stenalder. Fra denne periode er der fundet et kranium, hvor en lille tunnel er boret ind i kæbeknoglen, formentlig for at lindre smerte og skabe afløb fra en rodbetændelse. En mere raffineret tandbehandling har i den vestlige verden været foretaget af etruskerne, som i 600-t. f.Kr. fremstillede erstatninger for mistede tænder ved at fæstne tildannede oksetænder til de eksisterende tænder med guldtråd. Metoderne blev forbedret i Romerriget, men egentlig tandbehandling var i mange århundreder primært forbeholdt den sociale overklasse. I Danmark blev der i slutningen af 1700-t. indført en slags prøve, som skulle bestås for at opnå autorisation som tandlæge. En række uautoriserede behandlere falbød smertelindring og tandudtrækning i mange år herefter, og indtil ca. 1980 kunne enhver nedsætte sig og reklamere med fremstilling af proteser.

Den hyppigst udførte behandling i slutningen af 1800-t. var stadig tandudtrækning, som var en særdeles barsk og smertefuld oplevelse, lige meget hvem der førte tangen, indtil lokalbedøvelse blev indført omkring 1900.

I slutningen af 1800-t. og i løbet af 1900-t. blev de principper, der lå til grund for tandbehandling, efterhånden mere baseret på videnskabelige principper end på forskellige mere eller mindre velgennemprøvede håndværksmæssige færdigheder. Med mellemrum dukker der dog stadig behandlinger op, som introduceres uden den nødvendige videnskabelige efterprøvning. Således blev der fra midten af 1900-t. foretaget tandimplantatbehandlinger, der ofte resulterede i udstødning af implantatet og udstrakte betændelsesreaktioner i kæberne. Problemerne blev efterhånden løst, og behandlingen er fra udgangen af 1900-t. videnskabeligt underbygget og fuldt forsvarlig, hvis den udføres i velegnede tilfælde.