tandkødsbetændelse

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

tandkødsbetændelse, gingivitis, akut eller kronisk betændelse i tandkødet. Tandkødsbetændelse skyldes oftest ansamling af bakterier på tandoverfladen (se tandbelægning). Tilstanden viser sig ved rødme og hævelse af tandkødet, og der er ofte blødning ved tandbørstning.

Tandkødsbetændelse er oftest kronisk, og tilstanden er meget udbredt. Hvis bakteriebelægningerne, der er årsag til sygdommen, ikke fjernes, kan sygdommen videreudvikles til parodontose.

Årsager

Lokale forhold, fx dårligt tilpassede tandfyldninger (plomber), tandkroner og tandproteser, kan øge mulighederne for ansamling af bakterier og derved forøge risikoen for opståen af tandkødsbetændelse.

Hormonale forhold kan også have indflydelse; således er der forøget tilbøjelighed til tandkødsbetændelse under graviditet og ved sukkersyge.

Visse typer lægemidler kan medføre forøgelse af tandkødets volumen, fx epilepsilægemidlet fenytoin, calciumblokkere og cyklosporin. Derved vanskeliggøres rengøring, og der kan lettere opstå tandkødsbetændelse.

C-vitaminmangel (skørbug), som dog er sjældent forekommende i Danmark, kan ligeledes øge muligheden for udvikling af tandkødsbetændelse.

Akut tandkødsbetændelse kan opstå som følge af infektion med herpesvirus, som oftest rammer børn, men kan forekomme i alle aldre. Ved denne infektion ses forandringer i såvel tandkød som i den øvrige del af mundens slimhinde. Sygdommen viser sig ved små, smertefulde blærer, der hurtigt brister og efterlader gullige sår, der heler uden ar i løbet af en til to uger.

Tandkødsbetændelse kan optræde som led i visse hud- og slimhindesygdomme og kan desuden skyldes allergi over for fødemidler, smags- og farvestoffer i føde, tandpasta og mundskyllemidler. Denne sammenhæng er dog sjælden.

Den vigtigste forebyggelse og behandling af tandkødsbetændelse er en konsekvent gennemført tandpleje.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/02/2009
Oprindelig forfatter
PaHo
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki