Bidfunktion, samlet betegnelse for de funktioner, som tyggemuskler, kæbeled og tænder under præcis styring af nervesystemet varetager under tygning, synkning, tale og kæbeholdning.

Tyggemusklerne er de muskler, som fæster på underkæben og koordinerer dennes meget komplicerede bevægelsesmønstre. De største tyggemuskler sidder i tindingeregionen og kinden.

Kæbeleddet er på størrelse med tommelfingerens grundled og består af et ledhoved på underkæben og en ledskål på undersiden af kraniet, der er adskilt af en tynd ledskive af fast bindevæv, som giver mulighed for dreje- og glidebevægelser af ledhovedet.

Tænderne bidrager ved afbidning og tygning og har samtidig betydning for læbe- og tungefunktionen under tale. Det er også tændernes sammenbid (se bid), der med et kontaktareal på sammenlagt ca. 2 cm2 mellem 12-14 tandpar er afgørende for, om kæbeled og tyggemuskler kan arbejde hensigtsmæssigt. Følsomheden under sammenbiddet er stor, idet man kan mærke meget små påvirkninger, helt ned til et 0,5 g tryk på en tand eller et 0,02 mm tykt emne mellem tænderne.

Forstyrrelser i bidfunktionen eller funktionsforstyrrelser i tyggeapparatet er betegnelsen for en række lidelser i tyggemuskler og kæbeled, der typisk viser sig ved smerter i hoved og ansigt samt besvær med kæbebevægeligheden. Alvorlige og behandlingskrævende funktionsforstyrrelser forekommer i den danske voksenbefolkning hos ca. 5% og er hyppigt ledsaget af muskel- og ledproblemer i nakke, skuldre og ryg. Tandmangel, specielt af de bageste tænder, og ustabilt bid med forringede tandkontaktforhold udgør risikofaktorer for udvikling af belastningsbetingede funktionsforstyrrelser i tyggeapparatet, men i øvrigt kan de sygdomme, der rammer andre led i kroppen som fx leddegigt og svulster, også optræde i kæbeleddet.

Funktionsforstyrrelser kan for kæbeleddets vedkommende være karakteriseret ved knæklyde, evt. smertejag foran øret i forbindelse med gabning og tygning. Uregelmæssige kæbebevægelser, låsningsfornemmelser, kæbeledsømhed og gruslyde i kæbeleddet er også typiske fund, samtidig med at der ofte findes forandringer ved røntgenundersøgelser. I mange tilfælde er tilstanden forudgået af et slag på kæben, måske flere år tidligere, hvad der kan tænkes at have medvirket til udviklingen af kæbeledsbesværet. Hyppigst er der tale om, at kæbeledsskiven har revet sig løs og er blevet beskadiget, eller om slidgigt i kæbeleddet. Specielt slidgigten kan give anledning til hvile- og bevægesmerter.

For tyggemusklernes vedkommende giver funktionsbesværet anledning til hovedpine, ubehag samt trætheds-, stivheds- og ømhedsfornemmelse i ansigt og kinder. Hovedpinen og smerterne er af moderat intensitet og fornemmes trykkende, pressende og murrende, og tyggemusklerne vil samtidig være sæde for myoser og være ømme. Smerterne kan forværres efter langvarig eller kraftig tygning og gabning samt ved kuldepåvirkning.

Tyggefunktionen kan overbelaste på trods af den forholdsvis korte aktivitetstid under måltiderne på gennemsnitlig mindre end en time daglig og den forholdsvis bløde og forarbejdede kost, der er karakteristisk for det moderne samfund. Den belastning, der er af betydning for udviklingen af funktionsbesvær, er nemlig relativ, dvs. belastningen ved det aktuelle arbejde sat i relation til styrken og udholdenheden af de muskler, der er involverede. Beregnes den relative belastning af tyggemusklerne under daglig tygning, viser den sig at være kraftigere end den, som legemets øvrige muskelgrupper normalt udsættes for. Muskelstyrken afhænger af generelle faktorer som alder og køn. Voksne kvinders maksimale styrke er i almindelighed lavere end mænds, ligesom deres bidkraft udgør knap 85% af mændenes. De svagere tyggemuskler kan være en af årsagerne til, at funktionsforstyrrelser i tyggeapparatet forekommer dobbelt så hyppigt hos kvinder som hos mænd. Ud over generelle faktorer, der kan disponere til muskelbesvær, er der individuelle risikofaktorer, som kan mindske musklernes evne til at klare belastning. Det drejer sig først og fremmest om fysisk inaktivitet, som fx kan opstå på grund af manglende tænder eller dårligt siddende proteser. Omvendt vil et stabilt bid med god tandkontakt på kindtænderne fremme musklernes træningstilstand og dermed øge deres evne til at modstå den belastning, der er forbundet med daglig funktion.

Behandling af funktionsforstyrrelser i tyggeapparatet vil i hovedparten af tilfældene være relativt simpel i form af en bidskinne, eventuelt suppleret med smertestillende medicin, tyggetræning, gabeøvelser og varmebehandling.

Bidskinnen tilpasses, så den giver en mere hensigtsmæssig sammenbidsstilling med forbedrede tandkontaktforhold til gavn for tyggemuskler og kæbeled. I knap en fjerdedel af tilfældene vil behandlingen skulle følges op med mere omfattende foranstaltninger i form af varige ændringer af biddet for at undgå tilbagefald, eksempelvis ved hjælp af tandfyldninger (plomber), kroner, proteser, slibninger og tandregulering. Kirurgiske indgreb i kæbeleddet er der kun behov for i få tilfælde. Behandlingsresultaterne er i de fleste tilfælde tilfredsstillende, men behandlingen kan være langvarig, og det er uvist, om den kan føre til en fuldstændig helbredelse af alvorlige myoseforandringer i tyggemusklerne. For belastningslidelserne i kæbeleddet er der derimod gode muligheder for, at generne kan svinde fuldstændig, selvom det kan vare flere år. Manglende behandling af alvorlige funktionsforstyrrelser kan derimod føre til permanent nedsat bevægelighed af kæben og vedvarende smertetilstande med forringet livskvalitet til følge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig