Bihulesygdomme, hyppigt forekommende sygdomme, navnlig fordi bihulebetændelse (sinuitis) er en almindelig komplikation ved forkølelse.

Kæbehulebetændelse (sinuitis maxillaris) er den mest almindelige form for bihulebetændelse. De karakteristiske symptomer er smerter, der forværres ved foroverbøjning, og ømhed over kæbehulerne og i overmundens kindtænder. Ofte stråler smerten op mod panden, hvilket får mange til at tro, at de har pandehulebetændelse. Tilstanden er ofte dobbeltsidig. Ensidig kæbehulebetændelse kan skyldes infektion i overkæbens tandrødder.

Pandehulebetændelse (sinuitis frontalis) er en langt sjældnere, ofte ensidig form for bihulebetændelse, hvor symptomerne koncentrerer sig om panderegionen. Hos mindre børn, hvor kæbehulerne og pandehulerne ikke er udviklet, medfører forkølelse ofte infektion i sibenscellerne (sinuitis ethmoidalis) mellem næsehulen og øjnene. Dette viser sig ved langvarige forkølelsessymptomer med sejt og farvet sekret.

Bihulebetændelse behandles med slimhindeskrumpende næsedråber og evt. antibiotika. Kæbehulebetændelse kan behandles med punktering og gennemskylning af kæbehulen. Alvorlige komplikationer til bihulebetændelse er sjældne, men operation vil da som regel være påkrævet.

Næsepolypper er næsten altid udgået fra sibenscellerne og kan være årsag til bihulebetændelse. Ved pludselige ændringer i lufttrykket, fx under flyvning eller dykning, kan der optræde udtalte smerter i bihulerne, især i panderegionen. Tilstanden benævnes barotraume. Bihulekræft er en sjælden sygdom; både strålebehandling og operation anvendes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig