Strubekrampe, laryngospasme, krampagtig tillukning af struben, som oftest opstår ved irritation af slimhinden dybt i halsen, fx af fremmedlegemer i halsen. Der opstår vejrtrækningsbesvær (stridor) og blåfarvning af huden (cyanose). Strubekrampen skyldes en nerverefleks. Krampen går oftest hurtigt over af sig selv, og det er som regel tilstrækkeligt blot at berolige patienten.