• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans J. Wegner

Oprindelig forfatter ChHO Seneste forfatter Redaktionen

Hans J. Wegner. Den første udgave fra 1943 af Kinastolen, inspireret af kinesiske stole fra 1600-1700-tallet. Wegner lavede senere flere variationer af Kinastolen, som stadig er i produktion.

Hans J. Wegner. Den første udgave fra 1943 af Kinastolen, inspireret af kinesiske stole fra 1600-1700-tallet. Wegner lavede senere flere variationer af Kinastolen, som stadig er i produktion.

Hans J. Wegner, Hans Jørgensen Wegner, 2.4.1914-26.1.2007, dansk møbelarkitekt. Hans J. Wegner blev snedkersvend 1931 og derefter uddannet på Teknologisk Institut og Kunsthåndværkerskolen (Danmarks Designskole). 1940-43 var han ansat hos Arne Jacobsen og Erik Møller, 1943-46 og fra 1949 drev han egen tegnestue. I krigsårene arbejdede han hos vennen Børge Mogensen, som ledede FDBs tegnestue, og de skabte en række gode, enkle og billige møbler.

Hans J. Wegners værk, som omfatter mere end 500 stole, var en livslang stræben efter at forstå træets natur og udnytte dets muligheder. Hans formgivning er præget af en udtryksfuld og ofte skulpturel funktionalisme.

I begyndelsen af 1940'erne nyfortolkede Wegner en række ældre stoletyper, fx windsorstole og kinastole, som gradvis fik fjernet de stilistiske detaljer og tilført en moderne elegance. Samarbejdet med snedkermester Johannes Hansen førte til en række møbler, der blev vist på de årlige snedkerlaugsudstillinger.

1949 præsenterede de Den runde stol, en enkel og komfortabel videreudvikling af kinastolene. Den vakte international opmærksomhed, da den blev anvendt under en tv-duel mellem de amerikanske præsidentkandidater John F. Kennedy og Richard Nixon 1961.

Den udenlandske presse omtalte den som verdens smukkeste stol og gav den navnet The Chair; dette blev begyndelsen på Danish Designs internationale gennembrud.

Hans J. Wegner. OPALA bordlamper. Den store blev tegnet til Hotel Scandinavia i København, den lille kom til lidt senere, da den blev tegnet til Scanticon-konferencecentret i Princeton, USA.

Hans J. Wegner. OPALA bordlamper. Den store blev tegnet til Hotel Scandinavia i København, den lille kom til lidt senere, da den blev tegnet til Scanticon-konferencecentret i Princeton, USA.

Hans J. Wegner kombinerede håndværksmæssig og industriel produktionsteknik og lavede industriel design for en række danske møbelfabrikanter. Han arbejdede også i stål og indrettede en række institutioner og firmaer og designede bestik og belysning m.m., fx hejsependlen The Pendant (1962) og Opala-serien, der blev tegnet i 1970'erne til Hotel Scandinavia i København. Ligesom en lang række af Wegners møbler er de stadig i produktion.

I 1995 åbnedes en permanent samling af Wegner-stole i fødebyen Tønder, indrettet i vandtårnet ved Tønder Museum. Blandt Hans J. Wegners talrige hædersbevisninger er Lunningprisen 1951, Eckersbergs Medalje 1956 og Prins Eugens Medalje 1961.