• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Milan Kundera

Oprindelig forfatter PB Seneste forfatter Redaktionen

Milan Kundera. I De forrådte testamenter hævder Kundera, at menneskehedens historie ikke tilhører mennesket, men er mennesket pålagt som en fremmed magt, mens romanens, maleriets og musikkens historie er født af menneskets frihed som dets personlige frembringelse og valg. Fotografi fra 1985.

Milan Kundera. I De forrådte testamenter hævder Kundera, at menneskehedens historie ikke tilhører mennesket, men er mennesket pålagt som en fremmed magt, mens romanens, maleriets og musikkens historie er født af menneskets frihed som dets personlige frembringelse og valg. Fotografi fra 1985.

Milan Kundera, f. 1929, tjekkisk-fransk romanforfatter og essayist. Milan Kunderas opvækst, studier og forfatterskab har været præget af stor kunstnerisk alsidighed.

Faderen var pianist og musikpædagog, og Kundera studerede som ung klaver og komposition.

Siden læste Kundera litteraturvidenskab på universitetet, før han skiftede til filmskolen i Prag, hvor han efter afgangseksamen 1952 blev ansat som lærer i verdenslitteratur.

Milan Kundera debuterede 1953 som lyriker og udgav i 1950’erne tre digtsamlinger, hvoraf den sidste, Monologer (1957; omarbejdet 1964 og 1965), tematiserede spændingen mellem erotik og kærlighed, et centralt tema også i det senere forfatterskab.

Kundera har ligeledes haft succes som skuespilforfatter, bl.a. med krigsdramaet Ejerne af nøglerne (1962) og med Jacques og hans herre (1971, da. 1984), en variation over Denis Diderots roman Jacques le Fataliste. Kernen i forfatterskabet er dog ubetinget prosaen.

I 1963, 1965 og 1968 udgav Kundera tre små novellesamlinger under fællestitlen Latterlige lidenskaber (samlet udgave 1970, da. 1985). Spøgen, der glider sin ophavsmand af hænde, identitetens skrøbelighed og kærlighedens og erotikkens kår i en affortryllet verden behandles i disse noveller med elegance, ironi og diskret melankoli.

Det samme er tilfældet i debutromanen En spøg (1967, da. 1970), som virtuost kombinerer det personligt-eksistentielle med det historisk-politiske i et portræt af Tjekkoslovakiet under og efter stalinismen. Romanen blev et hovedværk i 1960’ernes tjekkoslovakiske reformproces, som Kundera (der var medlem af kommunistpartiet 1948-50 og 1956-70) engagerede sig stærkt i.

Fra 1970 var Kundera ramt af publikationsforbud i hjemlandet, og hans følgende to romaner, Livet er et andet sted (1973, da. 1977) og Afskedsvalsen (1976, da. 1978), udkom derfor først i fransk oversættelse. I 1975 emigrerede Kundera til Frankrig.

Opbruddet fra hjemlandet tematiseres i romanen Om latter og glemsel (1979, da. 1980), hvori Kundera også radikaliserer sine fortælletekniske eksperimenter; romanen bindes ikke sammen af en fast personkreds eller handling, men af centrale temaer, der analyseres i en række variationer.

Variationsprincippet, blandingen af essay og fortælling og den modelagtige afprøvning af eksistentielle spørgsmål genfindes ligeledes i Tilværelsens ulidelige lethed (1984, da. 1985, filmatiseret af Philip Kaufman 1988), der gav Kundera et massivt internationalt gennembrud, og siden i Udødeligheden (1990, da. 1990), hvori Kundera helt forlod den tjekkiske kontekst.

Romanen udkom i både fransk og tjekkisk originaludgave, mens Kunderas tre senere kortromaner Langsomheden (1995, da. 1995), Identiteten (1998, da. 1998) og Uvidenheden (2001, da. 2001) er skrevet på fransk.

Milan Kundera har endvidere udgivet fire essaysamlinger, Romankunsten (1986, da. 1987), De forrådte testamenter (1993, da. 1996), Tæppet (2005, da. 2005) og Et møde (2009, da. 2012), hvori han udfolder sin romanpoetik, beskriver sine litterære og musikalske forbilleder og præsenterer sine idéer om den europæiske kulturs udviklings- eller afviklingshistorie.