Pär Lagerkvist

Pär Lagerkvist, 1891-1974, svensk forfatter; født i Växjö, hvor faderen var stationsforstander. Det smålandske, idylliske gammelliv er skildret med raffineret enkelhed i erindringerne Gäst hos verkligheten (1925, da. 1949), hvor den kommende uro antydes.

Mødet med moderniteten, især i malerkunsten, udtrykte Pär Lagerkvist i pamfletten Ordkonst och bildkonst (1913). Kubisme og ekspressionisme var erfaringer, som da eksploderede i debutdigtene Ångest (1916), en tidlig svensk modernisme, hvor værditabet heftigt anskueliggøres.

Den lyriske radikalitet fortonedes i den senere lyrik og i beredskabsdigtene under krigen, Sång och strid (1940) og Hemmet och stjärnan (1942), tilbage blev en ren og simpel klang af sjælens uro og afklaring i Aftonland (1953).

Pär Lagerkvists dramatik og prosa imødegår realismen i en idealiseret og mytisk digtning, bl.a. skuespillet Midsommerdröm i fattighuset (1941, opført efter krigen på Det Kgl. Teater) og Låt människan leva (1949, da. 1954). Onda sagor (1924, da. Beske Fortællinger, 1946) indeholder bl.a. den meget læste "Elevatoren til helvede".

Allerede i skuespillet Himlens hemlighet (1919) og i fortællingen Det eviga leendet (1920, da. 1939) åbner gennem de afdødes beretninger det store spørgsmål om livets mening, som de stiller Gud til ansvar for. Bödeln (1933, da. 1945) og Dvärgen (1944, da. 1945), ligeledes korte romaner, tager ondskabens tema op under indtryk af nazismens trussel.

Et nærmest sammenhængende hovedværk er rækken af store fortællinger om det gudsforladte menneske, indledt med Barabbas (1950, da. s.å.), en skikkelse viet ensomheden, fornægtelsen, angsten.

Sibyllan (1965, da. s.å.) om to, som er mærkede af guddommen, en pythia fra Delfi og Ahasverus, den evige jøde, begge udstødte og forbandede. Den sidste er hovedfigur i Ahasverus' död (1960, da. s.å.), fra hvis middelaldermiljø lejesoldaten Tobias fører handlingen videre i Pilgrim på havet (1962, da. s.å.) og Det heliga landet (1964, da. s.å.).

Den tomme himmel var forfatterskabets stadige anfægtelse og ligger bag også den sidste beretning, Mariamne (1967, da. s.å.), hustru til tyrannen Herodes, der dræber hende for at udrydde kærligheden.

Pär Lagerkvists religiøse ateisme udløste et forfatterskab, der med en simplicitetens intensitet rører ved en eksistentiel angst og tvivl i den moderne epoke, hvor hævdvundne humane værdier antastes.

Pär Lagerkvist indvalgtes i Svenska Akademien 1940 og modtog nobelprisen 1951.