Faktaboks

Louis I. Kahn
Født
1901
Død
1974

Louis I. Kahn, 1901-1974, estisk-amerikansk arkitekt. Louis I. Kahns arkitektur har rødder dels i klassiske, akademiske traditioner, dels i samtidens moderne strømninger.

I 1950'erne introducerede han en anvendelse af arkitekturens strukturelle muligheder, der hurtigt vakte international anerkendelse. Kombinationen af armeret beton og mursten er et karakteristisk træk i hans bygninger, der også kendetegnes ved enkle platoniske former og kompositioner.

Louis I. Kahn var uddannet i en klassisk tradition ved University of Pennsylvania 1920-24 under Paul Cret (1876-1945), som fik stor betydning for hans arkitekturopfattelse. 1948-57 var han professor på Yale University, og for samme sted tegnede han Yale University Art Gallery (1951-53). 1957 blev han professor på University of Pennsylvania, hvor han opførte Alfred Newton Richards Medical Research Building (1957-64).

I denne bygning introducerede han idéen om en bygnings servicefunktioner som et med resten af strukturen ligeværdigt og fuldgyldigt element, her med bl.a. trapper og udluftningssystemer placeret i de høje murstensskakter, der skyder sig op igennem det lette skelet med laboratorierne, alle beklædt med glas.

Af andre hovedværker kan nævnes Kimball Art Museum i Fort Worth, Texas (1966-72), og Salk Institute i La Jolla ved San Diego (1959-65), hvor han lod bygningernes murværk både bære konstruktionen og omslutte rummet og brød med de modernistiske arkitekters brug af rammekonstruktioner.

Læs mere om arkitektur i USA.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig