Faktaboks

Tony Fretton
Født
17. januar 1945

Tony Fretton, f. 17.1.1945, britisk arkitekt. Med egen tegnestue, Tony Fretton Architects, fra 1982 er Fretton blevet kendt for med et modernistisk formsprog at tilpasse sine bygninger det sted og det miljø, de indgår i.

Tony Fretton har opført en række kunstgallerier i England, med det minimalistisk enkle Lisson Gallery i London (1986 og 1992) som et af de tidligste. Hertil føjer sig det prisbelønnede enfamilieshus Red House (2001) og skulptøren Anish Kapoors hus (2008), begge i Chelsea, London, samt den britiske ambassade i Warszawa (2009).

I Danmark har Tony Fretton stået for opførelsen af Fuglsang Kunstmuseum på Lolland (2008) samt etageejendommen "Tietgens Ærgrelse" ved Marmorkirken i København (2010).

Navnet "Tietgens Ærgrelse" stammer fra fuldførelsen af Marmorkirken (Frederikskirken) og opførelsen af etageejendommene omkring den (1876-94) ved arkitekten Ferdinand Meldahl, bekostet af finansmanden C.F. Tietgen; ejendomskomplekset blev ikke afsluttet, fordi det mislykkedes for Tietgen at købe et par 1700-tals huse på Store Kongensgade til nedrivning og dermed fuldføre det symmetriske anlæg.

Tony Fretton deltog i Biennalen i Venezia 2008 med bl.a. dette projekt, der også er præmieret i 2010 af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Han har fra 1999 været professor ved det tekniske universitet TU Delft i Holland.

Læs mere om arkitektur i Storbritannien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig