Faktaboks

Ricardo Bofill
Født
1939

Ricardo Bofill, Ricard Bofill Leví, f. 1939, catalansk (spansk) arkitekt. Ricardo Bofill dannede i 1962 arkitektfirmaet Taller de Arquitectura i Barcelona, der beskæftigede både arkitekter, kunstnere, digtere og musikere. Han var først påvirket af tendenser inden for brutalisme og kritisk regionalisme, fx i boligkomplekset La Manzanera i Alicante (1962-85).

Først i 1970'erne markerede Ricardo Bofill sig i Frankrig som en førende fortolker af det nyklassicistiske formsprog med boligbebyggelser som Le Lac i Saint-Quentin-en-Yvelines (1972-82) og Les Espaces d'Abraxas i Marne-la-Vallée (1978-83), begge ved Paris. Senere har arkitektfirmaet udfoldet sin virksomhed til store dele af verden.

Ricardo Bofill søger i sit kunstneriske udtryk at genindføre gaden og pladsen, identiteten, det monumentale og den historiske dimension i arkitekturen og i byen for herigennem at tilføre begge en ny og aktuel betydning. Af senere værker kan nævnes Teatre Nacional de Catalunya (1991), Hotel Vela (2000), Edifici Nexus II (2002) og ny terminal til El Prat-lufhavnen (2009), alle i Barcelona.

Læs mere om spansk arkitektur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig