Faktaboks

August Endell
Født
12. april 1871
Død
13. april 1925

August Endell udformede facaden til fotoatelieret Hof-Atelier Elvira i München fra 1897 til 1898. Facaden blev ødelagt af nationalsocialisterne i 1937, og huset blev bombet i 1944. Foto fra 1920.

Die Hackeschen Höfe i Berlin, 1. gård. Endells jugendstilfacade danner den festlige ouverture til det storslåede gårdanlæg. Foto fra 2011.

.

August Endell var en tysk arkitekt, kunstteoretiker, formgiver og filosof. August Endell kunstneriske og formmæssige udgangspunkt var Hermann Obrist og japansk kunst.

Endells første betydelige arbejde var udformningen af facaden til fotoatelieret Hof-Atelier Elvira i München (1897-1898) med særprægede vinduesformer og relieffer af dragelignende former, et af jugendstilens hovedværker. Facaden blev ødelagt af nationalsocialisterne i 1937, og huset blev bombet i 1944.

August Endell opførte desuden et sanatorium i Föhr (1901), der fremtræder mere neutralt, mens Bunte Theater i Berlin (1901, senere ødelagt) havde jugendstilens markante formsprog.

Et bevaret hovedværk i August Endells produktion er Endell'schen Hofes; 1. gård i Die Hackeschen Höfe (1906) i Berlin-Mitte. Gårdanlæggets jugendstilfassade komponeret med blå og hvide glaserede teglsten danner det festlige indgangsparti til anlægget. Endells gård var oprindeligt indrettet med restauranter og festsale i sidefløjene. I salene afholdtes fester og foredrag om æstetik og kultur, bl.a. grundlagdes det ekspressioniske digterforbund ”Der Neue Club” (1909) i Endells sale.

August Endell formgav tillige møbler, der dog til tider mistede det komfortable i jagten på originalitet. I 1899-1900 var han medredaktør af tidsskriftet Pan.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig