Byplan og byplanlægning - byplanlovgivning

Byplan og byplanlægning - byplanlovgivning, De første egentlige lovgrundlag for byplanlægning blev vedtaget i Sverige 1874, Holland 1901 og England 1909. Det skete som led i reaktionen mod den planløse byvækst og de sundhedsfarlige og socialt katastrofale virkninger, som fulgte med industrialiseringen.

Danmarks første byplanlov fra 1925 var nærmest uanvendelig pga. kostbare konsekvenser af ekspropriationer. Byplanloven af 1938 fastlagde kommunen som byplanmyndighed, gav kommuner med over 1000 indb. byplanpligt, fastslog, at reguleringer af byggeri og anlæg ikke er ekspropriation, og at detaljerede byplaner skal tinglyses på de berørte ejendomme. Loven var en rammelov om procedurer og emner for byplanlægning; hver kommune bestemte selv byplanens indhold, men blev vejledt af det ansvarlige ministerium. Loven blev afløst af en zoneplanlov i 1969, to regionplanlove i 1973 og Kommuneplanloven i 1975. Byplanlovgivningen blev forenklet og moderniseret og nye begreber indført: by- og landzone, lokalplan, kommuneplan, regionplan og landsplan; der skete en yderligere delegering af myndighed fra stat til kommuner, og borgerne blev inddraget gennem udvidet offentlighed om planerne. I 1991 blev lovkomplekset samlet i Planlægningsloven.

Alle love om fysisk planlægning blev i 2004 samlet i Lov om planlægning med afsnit om landsplanlægning, planlægning i kystområder og til butiksområder, regionsplanlægning, kommuneplanlægning og lokalplanlægning. En del af planlægningslovens bestemmelser blev ændret pga. strukturreformen, der bl.a. opløste regionplansmyndigheden Hovedstadens Udviklingsråd.