Danmark – boligbyggeri, Rester af vægge og stolper, som tegner boligernes form og grundplan, viser, at man i bondestenalderen fra ca. 3900 f.Kr. har boet i langhuse med sadeltag. Taget blev båret af én række stolper. Mod stenalderens slutning kunne husene blive op mod 45 m lange med et gulvareal på 350 m2.
Fra ældre bronzealder indtil vikingetiden, ca. 1500 f.Kr.-1050 e.Kr., dominerede det treskibede langhus med beboelse i vestenden og stald i østenden. Fra førromersk jernalder, ca. 500 år f.Kr., findes der spor af en landsby, Grøntoft i Vestjylland, hvor bygningerne har været 10-15 m lange og 5 m brede. De ligger lidt tilfældigt i en stor indhegning, men fælles for dem er, at alle har tagryggen placeret i retning nordvest-sydøst med det afvalmede gavltag vendt mod den fremherskende vind. Under ét tag båret af stolper har mennesker og kvæg boet sammen, og et stort ildsted har været centrum i tilværelsen både dag og nat.
I den senere del af jernalderen, fra ca. 200 e.Kr., bestod gårdene af et stort hovedhus med eller uden stald, suppleret af mindre bygninger inden for et hegn. I vikingetiden (750-1050) havde de største gårde en hovedbygning med buede langvægge, et "Trelleborghus" af samme type som dem, der kendes fra ringborgene.
Først i middelalderen forsvandt de jordgravede stolper, og væggene blev sat på en stensyld. Langhuset fik forskellig udformning på land og i by. På landet findes prægtige eksempler på storgårde, fx gården fra Ostenfeld i Sydslesvig (1685, nu på Frilandsmuseet i Sorgenfri).
I købstæderne er typen indgået som den oprindelige bygningsmæssige form, gavlhuset, som gennem tilbygninger har ændret sig i overensstemmelse med enhver tids behov og funktioner, fx Quedens Gård i Ribe, hvis ældste dele er fra 1580'erne.
Den mest karakteristiske bygning på landet i Danmark er den firelængede gård, undertiden udviklet gennem generationer og i løbet af flere århundreder fra oprindelig fritliggende længer. Denne blandede bolig- og erhvervsbygning, som findes med forskellige egnspræg, har indrammet et meget hensigtsmæssigt, beskyttet og privat gårdsrum, hvor boligen optager en af fløjene, således gården fra Pebringe på Sjælland (1600-1800-tallet, nu på Frilandsmuseet).
Ved opbrydningen af landsbyerne i forbindelse med udskiftningen i slutningen af 1700-tallet blev gården med bolig ofte flyttet fra en landsbys lille verden og fik en isoleret placering ude i det samlede jordtilliggende.
Byboligerne, som oprindelig var lave enfamilieshuse eller bygårde, udviklede sig, efterhånden som pladsnøden blev stor, med flere funktioner inden for samme bygningsmæssige ramme. I stueetagen mod gaden placeredes de udadvendte aktiviteter, fx butikker, og bygningens første sal blev bolig for forretningsindehaverens familie; flere etager kunne tilføjes med henblik på udlejning. Større huse opførtes med sidebygninger til soveværelse, køkken, badeværelse og kloset og med værelser til tjenestefolk i tagetagen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.