Gothic Revival, nygotisk stil i engelsk, skotsk og amerikansk arkitektur. Den gotiske stil anvendtes i kirker og ved universiteterne i Oxford og Cambridge helt op til omkring 1700. Horace Walpoles hus Strawberry Hill ved Twickenham (påbegyndt 1748) var en forløber for den egentlige Gothic Revival, der begyndte i slutningen af 1700-t. og levede videre i hele 1800-t., båret af kirkelige og nationale bevægelser og i høj grad støttet af John Ruskins skrifter.

I begyndelsen var det en ren dekorativ stil, senere mere arkitekturhistorisk korrekt. Der byggedes talrige kirker og herregårde; hovedværker er Fonthill Abbey ved Salisbury (1795-1807) af James Wyatt og Parlamentsbygningen i London (1840-88) af Charles Barry og A.W.N. Pugin. I USA var arkitekter som James Renwick (1792-1863) påvirket af Gothic Revival, men også af tysk og fransk nygotik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig