Arkitektur - generelt

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Frank Lloyd Wrights Guggenheimmuseum i New York (1943-59) er behersket af den organiske arkitekturs bløde, svungne linjer. Museet er blevet sammenlignet med et sneglehus, hvor det ydre afspejler det vigtigste arkitektoniske motiv i det indre, den spiralsnoede rampe. I 1900-t.s arkitektur fremhæves Wright ofte som den vigtigste repræsentant for det organiske og mere dionysiske, mens Mies van der Rohe betragtes som hovedeksponent for det kølige og klassiske, det apollinske.

Arkitektur - generelt, (lat. architectura), bygningskunst, i bred forstand alt byggeri samt byplaner, have- og landskabsanlæg, i snæver forstand de bygningsværker, der kendetegnes ved en særlig høj kunstnerisk og æstetisk kvalitet.

Arkitektur kan defineres som en syntese af konstruktion, funktion og form, der har til formål at skabe fysiske og åndelige rammer for menneskelig udfoldelse. De konstruktive og funktionelle aspekter forløses i formen, der rummer den egentlige kunstneriske bearbejdning. Hver især kan den konstruktive, den funktionelle og den kunstneriske side tillægges større betydning end de øvrige, men i den enkelte bygning vil de altid indgå i et udeleligt hele.

Arkitekturens grundlæggende opgave er at skabe rum for aktivitet. Mens den fysiske ramme, der giver beskyttelse mod klimaet, udgør det umiddelbare og praktiske formål, hører det også til arkitekturen at give den fysiske beskyttelse en meningsfuld form. Det opnås gennem den arkitektoniske fremstilling og formidling af et verdensbillede af religiøs eller verdslig art. Arkitekturens væsen er således både materielt og abstrakt; materielt, fordi det er bundet i den fysiske virkelighed; abstrakt, fordi det kunstneriske aspekt omfatter en tolkning af bygningen og dens placering i tid og rum.

Inden for begrebet arkitektur skelnes der generelt mellem den institutionaliserede, elitære arkitektur, oftest skabt af arkitekter, og den folkelige byggekultur, der kaldes anonym arkitektur. Den anonyme arkitektur vokser ud af samfundets samlede byggetraditioner og byggeskikke. Den opføres uden direkte kunstneriske bestræbelser, men rummer ofte kunstneriske kvaliteter.

Som kunstart betragtet er arkitekturen en disciplin, der i højere grad end de frie kunster er underlagt en række praktiske forhold. Da et byggeri ofte er bekosteligt, kan en økonomisk faktor henregnes hertil. De fleste praktiske betingelser kan dog betegnes som regionalt begrundede, fordi den arkitektoniske løsning er afhængig af forhold som tid og sted, materialernes tilgængelighed, kendte konstruktioner og klimatiske forhold. Tilsammen er det forudsætningerne for lokale byggeskikke og herskende opfattelser af form.

De fleste byggematerialer som tegl, sten og træ får som regel en nogenlunde fast dimension, hvad enten den er naturlig eller resultatet af bearbejdning. Byggekomponentens størrelse bliver det modul, som en bygning komponeres over. Det er dog ikke kun materialets størrelse eller modul, der giver regler for bygningens udformning, men også dets konstruktive egenskaber med hensyn til at være bærende eller kunne spænde over afstande. Endelig er valget af både materiale og konstruktion styret af deres modstandskraft over for vejrliget. Disse forudsætninger for arkitekturen befordrer forskellige arkitektoniske løsninger af samme problem. Således har de etruskiske tempelgavles terracottabeklædning og det industrialiserede byggeris klimaskærme af fx eternit®- eller metalplader samme funktion, nemlig at beskytte den bærende konstruktion mod vejrligets nedbrydning. Mens det beskyttende lag i begge tilfælde udnyttes i dekorativt øjemed, omend langt mere udpræget hos etruskerne, er forskellen i metoder styret af de fremherskende tekniske, materialemæssige, økonomiske og ideologiske forhold.

Arkitekturens regionale forankring præger også det kunstneriske udtryk, hvad enten dette bygger videre på en lokal tradition eller er udviklet under udefra kommende påvirkning. Både formalt og ideologisk er arkitekturens stilstrømninger knyttet til den generelle samfundsudvikling. Arkitekturen optager en tids ideologier og begrebsdannelser og omsætter dem til det arkitektoniske sprog. Det spirende holistiske og økologiske byggeri siden 1970'erne er et lige så gyldigt eksempel herpå som det tidlige kristne kirkebyggeri.

Som andre kunstarter indbefatter arkitekturen derfor også en kulturel og ofte politisk manifestation. I den anonyme arkitektur hævder dette sig især inden for den private boligkultur. Politisk bruges den elitære arkitektur derimod hyppigt til at rejse monumenter, ambitiøse og i reglen bekostelige byggeprojekter, over en samfundsorden. Her kommunikerer arkitekturen ikke alene gennem stil og arkitektonisk udtryk; den formidler også sin tids ideologi gennem bygningstyper. Et samfund, der lægger sin byggeindsats på særligt udvalgte bygningstyper, lader disse fremstå som symboler på den herskende orden. Det gælder for aztekernes pyramidale tempelanlæg, for middelalderens kirkebyggerier og for renæssancens bypaladser, såvel som for den nyere tids parlamentsbygninger. Arkitektur rummer således et verdensbillede, en fortolkning af den eksisterende eller idealiserede orden i en given periode.

Arkitektur kan også ses som den enkelte arkitekts personlige kunstneriske udtryk. I forhold til de frie kunster er arkitekturen dog i højere grad underlagt udefra kommende vilkår i form af fx bygherrens godkendelse, økonomiske rammer og byggelovgivning. Således repræsenterer arkitektur på den ene side et individuelt udtryk, på den anden side en hel kulturs udtryk.

Bag udformningen af det enkelte bygningsværk ligger der derfor en ideologi, der kan være mere eller mindre klart artikuleret. Afgørende er det dog, at der i arkitekturen og dens kunstneriske udtryk ligger en mulighed for formidling af budskaber, og at symbolikken her indtager en fremtrædende plads.

Arkitektur udgøres af et indre og et ydre, af eksteriørets facader og interiørets rumdannelser og rumforløb, og som sådan er arkitektur ifølge sin natur organiseret over bevægelse rundt om og igennem bygningen.

Forholdet mellem eksteriør og interiør er essentielt for den arkitektoniske form og det arkitektoniske udtryk. De to sider af en bygning kan enten være samordnet, så interiøret fremstår som det negative aftryk af eksteriøret, eller de kan fremtræde som to principielt uafhængige skaller. Eksteriør og interiør kan vurderes som ligeværdige dele af en bygning, men ofte vil den største betydning tillægges enten facaderne eller de indre rumdannelser. Det klassiske eksempel på disse modsætninger findes i det græske tempels betonede facadearkitektur over for det romerske rumkoncept, der med forudsætning i den romerske betons styrke og spændvidde overførte det arkitektoniske tyngdepunkt på de indre rumdannelser. Lignende modpoler findes i de egyptiske pyramiders massivt rumgeometriske eksteriører over for de byzantinske kirkers indadvendte rumarkitektur eller over for det moderne byggeris betonskaller, der svæver som en udspændt hud over rummet i fx stadioner eller hangarer.

Disse to modsætninger i udformning knytter sig desuden til to fundamentalt forskellige idéer om arkitekturens væsen, ifølge hvilke arkitektur er enten masse eller rumlighed. De to kan dog aldrig udelukke hinanden helt, og denne spænding mellem masse og rumlighed ligger dybt i arkitekturen. Den konkretiseres i forholdet mellem facade og rum, og den præger helheden såvel som de enkelte dele. Begrebsmæssigt kan arkitektur således forstås som udhulet masse eller overdækket rum.

Arkitektur kan følge flere overordnede organisationsformer og kompositionsprincipper, der i reglen vil være gentaget i både plan og facade, hovedform og bygningselement. En bygning kan komponeres over organiske eller geometriske, ofte symmetriske og aksiale former. Bygningen kan være disponeret over et hierarkisk system af bygningsdele og rum; i så fald vil den i reglen være udformet over en centralplan. Bygningskompositionen kan enten være dynamisk eller i ro, og den kan være behersket af lodret eller vandret betonede linjer. Således følger både den gotiske kirke og renæssancekirken et hierarkisk princip. Men hvor det gotiske kirkerum er domineret af lodret opadstræbende linjer, der følger en processionsakse med rumligt fokus i apsis, er renæssancens centralkirke opbygget over en rolig, afbalanceret komposition af geometriske former med klimaks i den centrale kuppel.

Grundlæggende for arkitektur er desuden proportioneringen. Det gælder for helheden såvel som for delens forhold til helheden.

Herudover udformes arkitektur ved hjælp af et antal virkemidler, der hver især indvirker på bygningens karakter. Udformning, betoning og sammenstilling af de enkelte virkemidler medvirker til at adskille én stil fra en anden.

Materialernes karakter giver bygningen dens særlige udtryk såsom farve, tekstur og stoflighed. Den stoflige karakter kan variere meget, fra fx den groft tilhuggede sten over det ru træ til det glatte stål. Til stofligheden knytter sig en række håndgribelige (taktile) egenskaber, der påvirker oplevelsen af arkitektur. I yderligtgående tilfælde kan berøring af en overflade skabe følelser af behag eller ubehag ved fysisk kontakt med en bygning. Stærke arkitektoniske effekter opnås ved modstilling af materialer med meget forskellig stoflighed.

Lyset er et af arkitekturens vigtigste virkemidler, og det udnyttes såvel funktionelt som symbolsk. Lysvirkninger styres gennem mængden og fordelingen af det lys, der lukkes ind i et rum. Lysets karakter bestemmes af vinduesglassets farve og eventuelt matterede ruder, og dets intensitet påvirkes af rummets glatte, reflekterende eller ru, lysabsorberende overflader. Lysets særlige evne til at give et rum sakral karakter er især udnyttet i bygninger til religiøse formål, hvor det tillægges symbolsk betydning. I religiøs sammenhæng er især det gotiske kirkerum markant. Det gotiske stræbesystems stærkt gennembrudte mure og farvede glasruder forvandler lysindfaldet til et diffust, overjordisk fænomen. I verdsligt byggeri repræsenterer 1800-t.s drivhuse, opført i glas og jern, et lignende eksempel på en konstruktion, der er spændt til det yderste for at opnå så stort et lysindtag som muligt, blot med et rent praktisk formål. Mens det gotiske kirkerum opnår sin effekt gennem et lysvæld, kan også det modsatte princip, som Pantheons enlige lysåbning, give en stærk metafysisk virkning.

Også udsmykning kan henregnes til de arkitektoniske virkemidler. Som sådan kan den være mere eller mindre integreret i arkitekturen. Helt integreret er den udsmykning, der opstår, når de konstruktive elementer får en dekorativ udformning, fx den korinthiske søjlekapitæls udhugne akantusblade og Ludwig Mies van der Rohes bevidst æstetiske behandling af I-profilet. En mere selvstændig, men stadig fysisk integreret udsmykning findes i form af fx gotiske kirkeportalers figurudsmykning og barokke loftsmalerier. I sådanne tilfælde bygger den arkitektoniske idé på samspillet mellem arkitekturen og dens udsmykning ved hjælp af andre kunstarter. Her er det arkitektoniske resultat, som i et Gesamtkunstwerk, afhængigt af udsmykningen. Også den fysisk selvstændige udsmykning, som fx friskulpturer, der er planlagt i sammenhæng med arkitektur, kan for så vidt betragtes som et arkitektonisk virkemiddel. Et dansk eksempel er Thorvaldsens apostelfigurer til Vor Frue Kirke i København.

En bygning kendetegnes desuden ved sine akustiske forhold, der er resultatet af form, proportioner og materialets evne til at absorbere eller tilbagekaste lyd. Rum og rumoplevelse præges af lyd, klang, stilhed, og hver bygningstype fordrer sine hensigtsmæssige lydforhold, som den afdæmpede akustik i biblioteket og den klangfulde i koncertsalen.

Et særtræk ved arkitektur er også, at den uundgåeligt indgår i et samspil med andre former. Hvad enten en bygning ligger i det åbne landskab eller i byen, vil arkitekturen blive udformet i forhold til sine omgivelser og oplevet i sammenhæng med dem.

Virkemidlerne er med til at forme arkitekturens kunstneriske udtryk. Det er evnen til kunstnerisk og æstetisk udtryk, der løfter arkitektur ud over den fysiske virkelighed og indsætter den ikke alene i kunstens sfære, men også i en abstrakt verden, hvor kunst, æstetik, etik og symbolik er de bestemmende faktorer. I denne verden brydes begreberne med hinanden, og idéen om, hvad kunstnerisk og æstetisk kvalitet i arkitektur vil sige, skifter gennem tiderne.

Arkitektur. Hefaistostemplet i Athen fra ca. 450 f.Kr. er opført i den doriske orden, der i antikken blev forbundet med maskuline egenskaber. Templet afspejler den græske arkitekturs konstruktive principper om det bærende, søjlen, og det bårne, bjælkeværket eller entablementet. De ofte monumentale antikke stentempler var en videreudvikling af de tidligere templer i træ.

Arkitekturteori. I tidsrummet mellem år 33 og 14 f.Kr. skrev den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius sine ti bøger om arkitektur, De architectura libri decem. Som det tidligste bevarede arkitekturskrift indleder det den vestlige verdens arkitekturteori. Vitruvius' værk har siden været af særdeles stor betydning. Ud over at give et rigt indblik i antikkens bygningsverden og byggemetoder har det dannet grundlag for adskillige af senere tiders teoridannelser. Vitruvius tilskriver arkitekturen tre hovedprincipper: firmitas (soliditet), utilitas (nytte) og venustas (skønhed). Skønhed i arkitekturen opnås ifølge Vitruvius, når en bygning følger de rette, faste proportionsforhold, der bl.a. bygger på de menneskelige proportioner; når bygningen er opført i den orden, der modsvarer bygningsgenren; når bygningen er veldisponeret, også hvad beliggenheden angår, og når materialerne er rigtigt behandlet. Herudover rummer De architectura den beskrivelse af de antikke søjleordener, der senere skulle danne grundlag for renæssancens kanonisering af de klassiske ordener.

Katedralen Saint-Étienne i Bourges i Frankrig, opført i 1100-1200-t. Den gotiske katedral repræsenterer både konstruktivt og kunstnerisk middelalderens arkitektoniske klimaks. Det gotiske stræbesystem gav mulighed for at bygge meget høje og kniplingsagtigt gennembrudte mure, der lader lyset sive ind i kirkerummet, så det får en næsten overjordisk karakter. Billedet af katedralens syd- og østside viser rækken af stræbepiller og stræbebuer, der tager imod trykket fra bygningens hvælvinger.

I middelalderen gennemtrængtes arkitekturidealet af en stræben efter en guddommelig orden, der fandt sit jordiske udtryk i geometriske systemer, sådan som det sent i perioden blev formuleret i skriftet Fialenbüchlein (1486) af tyskeren Mathias Roriczer. De ideale geometriske grundfigurer, der herved blev grundlaget for formgivning, var kvadratet, ad quadratum, og trekanten, ad triangulum. I modsætning til antikkens og senere renæssancens organiske proportionerings- og ordensprincip var middelalderens tema den abstrakte orden, der opstod i selve det geometriske forhold mellem de enkelte bygningsdele.

Et sidestykke til Vitruvius' skrift forelå ikke før i 1452, og da var det i form af renæssancens første arkitekturtraktat, Leon Battista Albertis De re aedificatoria. Alberti, der byggede dels på Vitruvius, dels på egne opmålinger af antikke bygningsværker, bibeholdt Vitruvius' opdeling i firmitas, utilitas og venustas. Alberti formulerede renæssancens arkitekturteori og definerede dens skønhedsbegreb som den skønhed, der opstår af en fuldkommen og altomfattende harmoni mellem alle dele i en bygning. Arkitekturens proportionssystem blev baseret på musikkens og matematikkens love, og det skulle, i overensstemmelse med Vitruvius, følge de menneskelige proportioner.

Arkitektur. Donato Bramante udformede Il Tempietto, 'det lille tempel', ved kirken San Pietro in Montorio i Rom over en cirkulær centralplan (1502).

Renæssancen frembragte herudover flere arkitekturteoretiske skrifter, bl.a. af Filarete og Francesco di Giorgio Martini, samt mønsterbøger af Vignola og Sebastiano Serlio. Serlio indtager en særstilling, idet han i Regole generali di architettura sopra le cinque maniere degli edifici (1537) som den første indsatte de fem klassiske søjleordener i et fast system. I Quattro libri dell' architettura (1570) bygger Andrea Palladio både på Vitruvius og Alberti. Vitruvius og antikkens bygningsværker udgjorde dog Palladios væsentligste forbillede, og det var frem for alt her, han fandt sine regler for harmonisk proportionering, regelmæssighed og symmetri. Mens renæssancens arkitekturideal således var bundet i antikken, begyndte Vitruvius' indflydelse i tiden herefter langsomt at dale.

I slutningen af 1600-t. udkrystalliserede udviklingen sig i polemikken mellem Claude Perrault og Nicolas François Blondel. Den skønhed, der udspringer af proportioneringen, blev af Perrault betragtet som et fænomen, der over tid gennemløb en udvikling, og vel at mærke en udvikling, der gjorde det muligt for samtiden at overgå antikken. Herimod fastholdt Blondel i overensstemmelse med traditionen fra Vitruvius, at skønhedsbegrebet byggede på faste og uforanderlige love.

Étienne-Louis Boullée tegnede adskillige utopiske projekter, fx dette monument, en kenotaf for Isaac Newton fra 1781. Bygningskroppens karakter og enkle, geometriske form understreges af lys- og skyggevirkninger. I dette monumentale udkast, der aldrig blev realiseret, har Boullée fremmanet et stemningsudtryk, en architecture parlante, der rækker langt ud over det sædvanlige.

I 1753 publicerede Marc Antoine Laugier Essai sur l'architecture, hvori han forkastede Vitruvius og antikken til fordel for et ideal i den oprindelige og ufordærvede arkitektur, som den gav sig til kende i den primitive hytte, urhytten. Få år efter fremlagde også Jacques François Blondel synspunkter, der afveg fra Vitruvianismen. Blondel lagde vægt på bygningskarakteren og fremhævede arkitekturens evne til at udtrykke sig gennem en skala af forskelligartede karakterer. Denne idé om en "architecture parlante" kulminerede i anden del af 1700-t. hos Étienne-Louis Boullée, der tillagde arkitekturens karakter og dennes evne til udtryk, dvs. til at påvirke det menneskelige sind, den største betydning. Vægtningen af arkitekturens karakter, dens udtryksfulde og tillige symbolske værdier blev for Boullée også vejen frem til en form for transcendental tilstand i arkitekturen.

I årene efter 1800 fremlagde Jean Nicolas Louis Durand i Précis des leçons d'architecture données à l'Ecole royale polytechnique (1802-05) principperne for en rationel arkitektur, der var baseret på funktionelle og økonomiske hensyn, og hvor skønhed og æstetik var en følge af selve det funktionelle. Byggematerialerne skulle udnyttes hensigtsmæssigt. Bygningens funktion skulle tilgodeses gennem en stærk, sund og hensigtsmæssig form, der af økonomiske årsager skulle følge en enkel, regelmæssig og symmetrisk gitterplan. 1800-t. var i øvrigt præget af flere teoretiske diskussioner. Hen imod århundredets midte opstod der i Frankrig en øget interesse for gotikken. Strømningen fandt en betydelig fortaler i Eugène Emmanuel Viollet-le-Duc, der søgte at omsætte dens grundlæggende principper, ikke mindst de tekniske, til samtidens forhold.

Hôtel Tassel i Bruxelles er opført 1892-93 i art nouveau-stil af den belgiske arkitekt Victor Horta. Interiøret, her trapperummet, beherskes af den dekorative stils ornamentale og stiliserede planteformer. Denne stærke tendens til at udsmykke arkitekturen blev af de efterfølgende generationer fordømt og erstattet af et strengt funktionelt udgangspunkt for formgivning.

I England førte August Welby Northmore Pugin an i en lignende gotisk bevægelse, der desuden var inspireret af det foregående århundredes teser om det pittoreske og sublime. For tyskeren Karl Friedrich Schinkel lå den arkitektoniske skønhed i de klassiske principper om en harmonisk sammenhæng mellem samtlige dele af en bygning. Hertil føjede han dog et begreb om det hensigtsmæssige. Det omfattede nok et praktisk funktionelt aspekt, men det centrale indhold var en idealforestilling om det hensigtsmæssige, der skulle gennemtrænge bygningen og give den en egen karakter. Skønt både Schinkel og den lidt senere Heinrich Hübsch begge selv byggede inden for et historiserende formsprog, efterspurgte også Hübsch i sit essay In welchem Style sollen wir bauen? (1828) et mere tidssvarende, objektivt grundlag og en mere hensigtsmæssig begrundelse for formgivning. Gottfried Semper mente derimod, at arkitekturens fremtid skulle udspringe af den historiske og stilistiske arkitekturarv. I Danmark fandt nyklassicismen sin talsmand i G.F. Hetsch, der havde ladet sig inspirere af Durand og ikke mindst Schinkel. Århundredet blev afrundet med William Morris' bestræbelser på at genforene kunsten med det præindustrielle samfunds håndværksmæssige kvaliteter.

I 1908 fremlagde østrigeren Adolf Loos i sit foredrag Ornament und Verbrechen sin teori om det fordærvede i ornamentet. I stedet satte han en arkitektur, der var rationel, ren og enkel i sin form samt ærlig over for materialet og håndværket.

Bauhaus. Bauhaus-skolens bygning i Dessau, set fra sydvest mod værkstedsfløjen. Skolen, der blev tegnet og konstrueret 1925-26 af Walter Gropius, er et af hovedværkerne inden for den tidlige funktionalisme.

 

Herved foregreb Loos den senere funktionalisme, og det var da også i en beslægtet ånd, at Walter Gropius i 1923 reformerede Bauhausskolen og herved rettede arkitekturens udvikling ind mod industrialisering og masseproduktion. Også Le Corbusier idealiserede en rationel, industrielt baseret og stilløs arkitektur, der modsvarede hans maskin-æstetik. Hans manifest Vers une architecture (1923) vandt stor udbredelse, og såvel den som det funktionalistiske tankesæt, hvor formen følger funktionen, fik først for alvor konkurrence i 1960'erne.

Robert Venturi argumenterede i Complexity and Contradiction in Architecture (1966) og senere i Learning from Las Vegas (1972) for en arkitektur, der modsvarede det moderne menneskes mange og modsatrettede behov, og som benyttede sig af et kulturelt relevant og alment forståeligt, ofte populariseret formsprog. Over for dette postmoderne udsagn stod neorationalisten Aldo Rossi, der i L'Architettura della città (1966) tog udgangspunkt i urbane og typologiske analyser af den europæiske by. For Rossi førte det til et ideal i en arkitektur, der genkalder erindringer af kollektiv historisk og arketypisk art. Tiden prægedes desuden af især lingvistiske og semiotiske analysemodeller. Heraf udspringer også den nyeste arkitekturteoretiske bevægelse, dekonstruktivismen, stærkt inspireret af sprogforskere som Jacques Derrida.

Se også artikler om bl.a. romansk kunst, gotik, renæssancen, barok, nyklassicisme, funktionalisme og postmodernisme samt byplan og have- og landskabskunst.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Kunstmuseet Ordrupgaard i Charlottenlund nord for København genåbnede 2005 med en tilbygning på 1150 m2, skabt af den irakiskfødte arkitekt Zaha Hadid. Tilbygningen er opført i beton og glas med skrå vægge, bløde overgange og skarpt afskårede glasfacader.

© Dette billede må du ...

Arkitektur. Med den faldende skibstrafik og frigørelsen af større arealer til nye formål er Københavns Havn i årene omkring 2000 blevet et attraktivt sted for opførelse af både boliger og erhvervsbyggeri i stor skala. Mægtige bygninger skyder op langs vandet fra syd til nord. Her ses partier af firmadomicilerne for Accenture (2001, th.) og Kromann Reumert (2002, i baggrunden), begge opført af Schmidt, Hammer & Lassen ved Kalkbrænderihavnen i havnens nordlige del. Fotografi fra 2002.

© Dette billede må du ...

Arkitektur. Arken - Museum for Moderne Kunst i Ishøj

© Dette billede må du ...

Arkitektur. Arkitekternes Hus i Strandgade, København, blev udskrevet i konkurrence 1994. Arkitektfirmaet Nielsen, Nielsen & Nielsen vandt med denne bygning, hvis glasfacade mod havnen spejler bygningerne på den anden side. Bygningen blev indviet i 1996.

© Dette billede må du ...

Arkitektur. Det danske arkitektfirma Krohn & Hartvig Rasmussen udformede den danske pavillon til verdensudstillingen i Sevilla 1992 med store sejlformede skaller — et billede på Danmark som søfartsnation og ørige.

© Dette billede må du ...

Frank Lloyd Wrights Guggenheimmuseum i New York (1943-59) er behersket af den organiske arkitekturs bløde, svungne linjer. Museet er blevet sammenlignet med et sneglehus, hvor det ydre afspejler det vigtigste arkitektoniske motiv i det indre, den spiralsnoede rampe. I 1900-t.s arkitektur fremhæves Wright ofte som den vigtigste repræsentant for det organiske og mere dionysiske, mens Mies van der Rohe betragtes som hovedeksponent for det kølige og klassiske, det apollinske.

Viser 1-6 af 14 billeder | Se alle

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
04/08/2012
Marie-Louise Hammer
03/08/2012
Redaktionen
07/05/2010
Ekspert
pbjer
Oprindelig forfatter
VAMoe
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki