industribyggeri (Arkitektonisk betydning)

Industribyggeri (Arkitektonisk betydning), Ifølge skiftende arkitekturteorier fra renæssancen og frem til ca. 1920 rangerede produktionsbygninger lavt i det arkitektoniske hierarki, hvorfor de ligesom pakhuse og lejekaserner ikke burde udsmykkes. Var der tale om fx kongelige manufakturer, kunne det dog begrunde en vis udsmykning. Et tidligt og særlig bemærkelsesværdigt eksempel, der brød dette system, er det kongelige saltsyderi ved Arc et Senans i Østfrankrig, hvor arkitekten C.N. Ledoux udarbejdede en række idealprojekter, der delvis blev opført 1774-79. Først fra ca. 1850 blev det almindeligt, at fremtrædende virksomheder, der ønskede at fremstå som sådanne, brød hierarkiet. Eksempler er Temple Mill (1838-40) i Leeds af Joseph Bonomi Jr. (1796-1878), hvor facaderne er udformet som et egyptisk tempel, og Lockwoods og Mawsons Saltaire (1851-53) i Yorkshire, der minder om et mægtigt italiensk renæssancepalads.

Ændringen i opfattelsen af fabrikkernes arkitektoniske værdi begyndte imidlertid ikke i England, men i Tyskland, hvor yngre arkitekter ca. 1910 så fabrikker som den moderne tids vigtigste arkitektopgave. Hovedfiguren var Peter Behrens, der i 1907 blev chefdesigner for AEG og stod for opførelsen af bl.a. turbinefabrikken i Berlin (1908-09). Vigtig er også Hans Poelzig, der opførte den kemiske fabrik i Luban (1911), og Walter Gropius, der sammen med Adolf Meyer formgav det ydre af Faguswerk i Alfeld an der Leine (1911-14). Gropius så ikke alene fabrikkerne som en monumentalopgave, men mente også, at især moderne amerikanske fabrikker og kornsiloer burde være et forbillede for andre bygningstyper. Disse bygninger og synspunkter kom i vid udstrækning til at præge den funktionalistiske arkitektur, bl.a. formidlet gennem Le Corbusiers arbejder.

Af stor betydning er tillige den amerikanske arkitekt Albert Kahn (1869-1942), der tegnede en række bilfabrikker i Detroit. Bl.a. Fordfabrikken Highland Park fra 1909 og Chrysler-bygningen i Warren fra 1938 blev forbilleder ved genopbygningen af den europæiske industri efter 2. Verdenskrig.

Efter 1945 har funktionalismen præget industriarkitekturen. Kun enkelte virksomheder har valgt at opføre arkitektonisk markante anlæg som fx Funderwerk 3 i St. Veit, Østrig, af Coop Himmelblau (1988-89), Angli i Herning af C.F. Møller (1966) og Horsens Kraftvarmeværk af Boje Lundgaard og Lene Tranberg (1990-91). Omvendt har arkitekter ved andre bygningstyper ladet sig inspirere af industribyggeriet, fx Pompidoucentret af Renzo Piano og Richard Rogers (1973-77) i Paris. Fra ca. 1970 er en del ældre industrianlæg ombygget og genanvendt til nye formål som fx Ricardo Bofills ombygning af en cementfabrik uden for Barcelona i 1977 og Brandts Klædefabrik i Odense, ombygget 1980-87 af K. Isager og J. Stærmose til kulturcenter.