Amaravati har siden 2014 været hovedstad i den sydøstlige indiske delstat Andhra Pradesh, der samme år med dannelsen af delstaten Telangana blev delt i to. Byen har 778.000 indbyggere (2022).

Den nye hovedstad er planlagt som en ambitiøs smart city med Singapore som forbillede. Byggeriet har i 2022 været omgærdet af skandaler og mistanker om omfattende korruption, og de videre planer for byen er skrinlagt af delstatsregeringen.

Amaravatis historie

Byen var hovedstad i det indiske middelalderkongerige Andhra, og i århundrederne omkring Kristi fødsel var den et vigtigt center for buddhismen i Sydindien, berømt for sin vældige kultbygning, stupaen. Den blev påbegyndt cirka 200 f.v.t., udbygget i de første århundreder e.v.t. og ødelagt i 1800-tallet.

En række kunstnerisk betydningsfulde kalkstensrelieffer, der viser episoder fra Buddhas liv, er bevaret i blandt andet British Museum i London.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig