Faktaboks

Zacharias Longuelune
Født
1669, Paris, Frankrig
Død
30. november 1748, Dresden, Tyskland

Blockhaus i Dresden Neustadt opført 1732-1739. Detaljen viser Longuelunes stramme murrytmik og brug af lisener. Foto: 2010.

.

Blockhaus. Billedet viser bygningens facade mod Elben. Foto 2012.

.

Zacharias Longuelune var en fransk arkitekt, der virkede i Berlin, Warszawa og Dresden. Han fik stor betydning for den efterfølgende arkitektgeneration, heriblandt den danske arkitekt Niels Eigtved, der i en periode gjorde tjeneste i Sachsen. Longuelune er i dag særlig kendt for sine arkitekturtegninger.

Efter uddannelse ved Det franske Akademi i Paris trådte Zacharias Longuelune i 1696 i preussisk tjeneste og arbejdede i Potsdam og Berlin sammen med bl.a. arkitekten Jean de Bodt (1670-1745).

Longuelune i Dresden

Dresden. Neustädter Markt. I baggrunden Zacharias Longuelunes Blockhaus. Foto 2000.

.

I 1715 vekslede Longuelune til det sachsiske hof i Dresden, hvor han blev udnævnt til Hofbaumeister ('hofbygmester') og senere til Oberlandbaumeister ('overbygmester').

Hans byggestil var naturligt stærkt præget af fransk klassisk barok, der er karakteristisk ved en streng kubisk form og anvendelse af lisener i facadebehandlingen. I Dresden afløste denne arkitekturopfattelse Matthäus Daniel Pöppelmanns tyske højbarok.

Longuelune har, på trods af sin store indflydelse på bybilledet i Dresden, opført meget få bygningsværker. Blandt disse hører barokhaven Grosssedlitz (1723) med Untere Orangerie (før 1727) samt Neustädterwache eller Blockhaus (1732-1739).

Dokumenteret er desuden hans medvirken ved Schloss Moritzburg, Schloss Übigau, Schloss Pillnitz samt Japanisches Palais.

Longuelune leverede desuden udkast til Neptunbrunnen, placeret som det pompøse point de vue i hovedaksen i Marcolinipalais' barokke haveanlæg. Springvandet, der regnes for den mest betydningsfulde barokkonstruktion af sin art i Dresden blev 1741-1746 fuldført af Lorenzo Mattielli.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig