kuppel

Kuppel, (af fr. coupole, dim. af lat. cupa 'tønde, fad'), en oftest sfærisk, ribbeløs hvælving over et rum med cirkelformet eller elliptisk, kvadratisk eller polygonal grundplan. Idet kuplen konstruktionsmæssigt kan opfattes som en bue drejet om sin egen akse, kan tværsnittet antage forskellige bueformer: rundbue, spidsbue, hesteskobue osv.; en udbredt særform er løgkuplen. Kuplen kan hvile på en rund eller polygonal understøttelsesmur, tambur. Såfremt kuplen spænder over et rum med kvadratisk grundplan, formidles overgangen ved enten buede flader, pendentiver, eller koniske nicher, tromper. Hvis kuplens fodcirkel er omskrevet rummets grundform, ligger dens krumning i fortsættelse af pendentivernes (hængekuppel eller sejlhvælv); hvis den er indskrevet, hviler kuplen eller dens tambur på pendentiverne (trompe- eller pendentivkuppel).

Kuplens forløbere er ligesom hvælvingens de assyriske og mykenske kuppelgrave med udkragede ringe af sten. Fra og med romertiden indgik kupler som en færdigudviklet del af arkitekturen med den halvkugleformede, støbte kuppel på Pantheon i Rom fra 100-t. e.Kr. som et højdepunkt. Kuplen nåede en ny popularitet i barokken, da mellemrummet mellem en indre og en ydre kuppelskal øgedes for at give kuplens ydre en markant rejsning. Nyklassicismen optog atter antikkens (Pantheons) kuppelform. I 1900-t. udføres kupler også som fx skalkonstruktioner og af forspændt beton i nye, dristige former. Se også dome.