proportion

© Bridgeman/Galleria dell'Accademia, Venezia

Proportion. Leonardo da Vincis tegning Den Vitruvianske Mand (ca. 1490, Galleria dell'Accademia, Venezia) er en studie af en voksen mands ideelle proportioner. Den følger nøje den romerske forfatter Vitruvius, der i sin bog om arkitekturen (1.årh. e.Kr.) foreskriver, at en tempelbygning skal være lige så harmonisk proportioneret som en velskabt menneskekrop. Med armene vandret udstrakt kan kroppen indskrives i et kvadrat og inddeles i størrelser, der alle går op i kvadratets sidelængde; hånden udgør således en tiendedel, hovedet en ottendedel og skridthøjden halvdelen. Med skrævende ben og armene løftet til issehøjde kan kroppen indskrives i en cirkel. Den har centrum i navlen, som deler kropshøjden i det gyldne snit. Sådanne studier af menneskelegemets proportioner blev grundlag for renæssancens billedkunst og arkitektur i opgøret med middelalderens guddommeligt funderede dogmer.

proportion, forhold, størrelsesforhold. Inden for billedkunst og arkitektur taler man om proportioner i forbindelse med forholdet mellem dele og helhed samt delene indbyrdes. Proportioner indgår således næsten altid i en æstetisk vurdering af det synliges udformning. Bidrag til læren om proportioner blev først formuleret af Platon i dialogen Timaios og senere integreret i Vitruvius' ti bøger om arkitektur. Heri indgik også de menneskelige proportioner, som i idealform kom til udtryk i Polyklets skulpturer, fx Spydbæreren (se kanon).

Matematiske formler for indbyrdes sammenhænge baseret på pythagoræernes læresætninger er blevet anvendt i monumentalt byggeri siden antikken, fx det gyldne snit. Proportioneringsregler anvendtes også i middelalderen, fx de geometrisk baserede ad quadratum og ad triangulum til fastlæggelse af bygningers plan og opstalt.

© Ancient Art & Arch./Roland Sheridan/Athens Nationalmuseum

Polyklet arbejdede i sine skulpturer med ideale proportioner for menneskelegemet og med det særlige stillingsmotiv, kontrapost, hvor figuren hviler på det ene ben. Ingen af hans værker er bevaret, men talrige kopier vidner om deres store popularitet. Denne antikke marmorkopi af en atlet, der binder et sejrsbånd om hovedet, Diadumenos, findes på Nationalmuseet i Athen.

I renæssancen formulerede L.B. Alberti i sine bøger rumlige proportioneringsregler; dette arbejde videreførtes af Andrea Palladio, mens Leonardo da Vinci og Albrecht Dürer udformede ideelle menneskelige proportioner. I barok og rokoko kan påvises et stringent geometrisk proportioneringsunderlag, undertiden i form af cirkler og ellipser. I klassicistiske stilperioder og ikke-ornamental arkitektur fremtræder proportioneringen tydeligst.

Talrige lærebøger har gennem tiderne givet anvisninger på de rette proportioner; i nyere tid har Le Corbusier vakt debat med Modulor (1948).