Nordøst for den sydfranske by Nîmes ved floden Gardon på Pont du Gard findes denne 275 meter lange og 49 meter høj akvæduktbro med arkader i tre etager. Ved en restaurering i 1743 blev der anlagt en vejbro i tilknytning til dens nederste etage. Den 50 km lange akvædukt blev opført af romerne omkring år 19 f.Kr. Vandet blev hentet ved kilder nær byen Uzès 20 km nord for Nîmes og blev ad omveje transporteret til byen. Akvædukten var i brug i ca. 500 år.

.

Eksempel på en akvæduktbro med piller fra det 1.-2. årh. e.Kr.

.

Akvædukt er betegnelsen for en hvilken som helst teknisk udformning af en kunstig vandledning, der går fra vandkilden til forsyningsstedet.

Faktaboks

Etymologi
af latin aquaeductus sammensat af aqua, 'vand', og ductus, 'ledning', af ducere 'føre, lede'.

De første akvædukter opstod i forbindelse med bydannelser i de tidlige oldtidskulturer og byggede formentlig på århundreders erfaringer med kanalbyggeri omkring Nilen, Eufrat og Tigris. Når et byområdes kilder, brønde og cisterner ikke længere kunne forsyne en voksende befolkning med vand, måtte der tilføres vand udefra gennem akvædukter.

De tidligste akvædukter

Den tidligste veldokumenterede akvædukt er den assyriske kong Sankeribs 48 km lange kanal til Ninive fra omkring 690 f.v.t. Heri indgik en 280 m lang akvæduktbro, som på arkader eller piller førte akvædukten over en floddal ved Jerwan i det nordlige Irak.

Først med romernes samfundsorganisation, bygge- og nivelleringsteknik forbedredes oldtidens vandbygning afgørende. Fund fra hele Det Romerske Imperium vidner om, at enhver by af en vis størrelse havde en eller flere akvædukter.

Romerske akvædukter

I Rom blev der bygget 11 akvædukter i perioden fra 312 f.v.t. til 226 e.v.t. Takket være den romerske vanddirektør Sextus Julius Frontinus' skrift om Roms akvædukter er byens vandforsyning indtil ca. 100 e.v.t. velbeskrevet. På daværende tidspunkt var ni af akvædukterne stadig i funktion.

Akvæduktbroer og underjordiske kanaler

Kun 56 km af akvædukternes i alt 423 km kanaler var bygget på akvæduktbroer, mens resten løb under jorden. To af dem var mere end 10 km lange og bar to, hhv. tre kanaler over den romerske Campagna, for at vandet kunne bevare tilstrækkelig trykhøjde til at forsyne Roms byhøje.

Akvædukterne leverede mellem en halv og en hel million kubikmeter rent vand i døgnet til byen. Under normale forhold løb vandet konstant, og det overskydende vand blev ledt ned i byens store kloakker for at skylle dem rene og holde byen fri for stank.

Akvæduktbroer mellem Gallicano og Tivoli

Andre af det antikke Roms akvæduktbroer kan i dag ses i landskabet mellem Gallicano og Tivoli. Den højeste romerske akvæduktbro er Pont du Gard i Sydfrankrig. Andre findes ved Fréjus, Lyon og Metz i Frankrig, samt i Mérida, Tarragona og Segovia i Spanien. Visse kanalstrækninger i romerske akvædukter fungerede endnu i 1993, fx Aqua Virgo i Rom og ved Windisch i Schweiz, Brey ved Koblenz i Tyskland, Fréjus i Frankrig og Bologna i Italien.

Trykrør og frit vandspejl

og De romerske vandingeniører kendte princippet om åbne forbundne kar og kunne derfor have erstattet akvæduktbroerne med trykrør. Alligevel kendes der kun omkring 25 lokaliteter, hvor romerske akvædukter har krydset en dal i trykrør af sten eller bly. Ved store vandmængder og bygningshøjder indtil omkring 50 m foretrak man broer, hvor vandet løb med frit vandspejl i en overdækket kanal. Principperne i romernes akvædukter blev benyttet i vandbygninger helt op til slutningen af 1800-tallet

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig