Pergola
Pergola ved Il Trebbio, der er et sjældent eksempel på et bevaret, tidligt renæssanceanlæg.
Pergola
Pergola i haven ved Kelmscott Manor, William Morris’ hjem sidst i 1800-tallet.

En pergola er en enkel havearkitektonisk struktur, der opføres for at få en skyggefuld gang.

Faktaboks

Etymologi

fra italiensk pergola, af latin pergula, af uklar opr.

En pergola består af opretstående piller, der kan være træstolper, beton- og jernpiller eller murede piller, og øverst lægges tværgående dragere, der ofte er i et anderledes materiale end pillerne, fx knudrede grene. Pergolaer er velegnede til støtte for klatre- og slyngplanter som fx vin, blåregn, rose og klematis.

Pergolaer kendtes allerede i oldtidens Egypten og er siden hyppigt anvendt i såvel renæssancen, Arts and Crafts-perioden som i nyere landskabsarkitektur.

Pergolaer er fx anvendt i renæssancehaven ved jagtslottet Il Trebbio fra 1400-tallet uden for Firenze og i Arts and Crafts-haven, som William Morris sidst i 1800-tallet skabte ved sin bolig Kelmscott Manor vest for Oxford.

Også i nyere haver bygges skyggegivende pergolaer. I parken til Ronneby Brunn i Sydsverige blev der i 1987 anlagt en større duft- og klatreplantehave. Denne består af flere lange, sammenkoblede pergolaforløb, hvor 150 betonsøjler, de er 3-4 meter høje, har dragere af barkede, krogede grene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig