Bent Helweg-Møller, 1883-1956, dansk arkitekt, uddannet på Kunstakademiet 1904-08. Bent Helweg-Møller var 1906-09 tilknyttet Anton Rosens tegnestue og blev Rosens vigtigste arvtager. Hans selvstændige og udtryksfulde stil stod forholdsvis isoleret i samtidens arkitektur.
Bent Helweg-Møllers tidligste københavnske værker, fx ombygningen af Amagertorv 29 (1922) og Heerings Gård (1923-27), som han modtog Eckersbergs Medalje for, er på samme tid præget af mådehold og sans for dekoration. I hans hovedværk, tilbygningen til Berlingske Tidendes hus i Pilestræde (1928-30, senere ombygget), er jernbeton anvendt dekorativt i facaden på hidtil uset måde herhjemme.
I Odense opførte Helweg-Møller bl.a. en række villaer omkring Hunderupvej (1937 ff.), ombyggede og udvidede rådhuset (1939-55) og deltog i anlæggelsen af H.C. Andersen Haven (Eventyrhaven) ved Odense Å (1942-43, sammen med C.Th. Sørensen og P. Wad).
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki