Mogens Lassen opførte 1936-39 fem villaer på Sølystvej ved Christiansholmfortet; Gentofte. Til den lille bygningsenklave i den internationale funktionalismes formsprog hører Sølystvej 7 fra 1936.
Mogens Lassen, 1901-1987, dansk arkitekt, bror til Flemming Lassen. Lassen tegnede bygninger, der med stor originalitet var tro mod den internationale funktionalismes formidealer, og s.m. ingeniør Ernst Ishøy var han en af de første i Danmark, der udforskede betonens tekniske muligheder i boligbyggeriet.
Efter at have været i murerlære 1919-23 blev Lassen optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i 1923, men han uddannede sig på en række tegnestuer, bl.a. hos Tyge Hvass 1925-34. Et ophold i Paris 1927-28 vakte hans interesse for Le Corbusiers teser om boligen som et redskab til en friere livsførelse. En måde at frigøre boligen fra en stivnet vanetænkning var at lave høje rum med en indskudt etage, og Lassen tegnede boliger, hvor såvel funktion som dagslys formede rummene, og hvor uderum var lige så gennemtænkte som inderum. I Gentofte, bl.a. på Christiansholmfortet (fredet 1987), findes flere af de enfamiliehuse, han i 1930'erne tegnede s.m. E. Ishøy, heriblandt hans eget hus på Sølystvej 5 (1936). 1950 blev han og betonpioneren Fritz Schlegel valgt til at opføre hovedkontoret for Statsanstalten for Livsforsikring i Kampmannsgade i København (opført 1950-53).
1939-67 var Lassen arkitekt for "Den Permanente Udstilling for Dansk Kunsthåndværk og Kunstindustri" i København; her lavede han en række udstillinger, hvor præsentationsrammerne medvirkede til det danske kunsthåndværks internationale anerkendelse. Ud over sine mange projekter, villaer, etageboliger, sportsanlæg og butiksindretninger fik han sat sine funktionelle og enkle møbler i produktion. 1971 fik han tildelt C.F. Hansen Medaljen.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki