Faktaboks

Preben Hansen
Født
1908
Død
1989

Preben Hansen, 1908-1989, dansk arkitekt. Preben Hansen gik på Kunstakademiet fra 1927 og arbejdede hos Frits Schlegel, Edvard Thomsen og Vilhelm Lauritzen, før han fik egen tegnestue i 1937. Han var fra 1941 lærer ved Kunstakademiet, hvor han blev ekstraordinær professor i 1955.

I en artikel om fabriksbyggeri (1946) fremhævede Preben Hansen, hvordan rationaliseringen af arbejds- og produktionsmetoder havde skabt vigtige fornyelser; tilsvarende interesserede han sig for industrialiseringen af selve byggeriet. Hans store produktion omfatter tobaksfabrikker for C.W. Obel i Aalborg (1937-39 og 1950) og for Hirschsprung i Virum (1950), Aalborghallen (i samarbejde med andre, 1949-52), Atomforsøgsstationen Risø (s.m. Paul Niepoort, 1956-59), Lindøværftet (1959) og Tuborgs administrationsbygning med paraplyen i København (1961). Endvidere gymnasierne i Birkerød og Rungsted og Roskilde Katedralskole (alle 1960), udvidelser af Gutenberghus i København (beg. af 1960'erne og 1970'erne), Roskilde Universitetscenter (1971) samt Sankt Annæ Gymnasium i København (1974).

Preben Hansen var kongelig bygningsinspektør 1958-78.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig