Vor Frue Kirke (Kalundborg Kommune)

Den oprindelige kirkegård, hvor enkelte kirkegårdsmonumenter og gravsten endnu findes, hegnes af en middelalderlig mur af teglsten, der består af flere faser.

I kirkegårdsmuren indgår enkelte middelalderlige bygninger, dels den middelalderlige skole (i dag ligkapel), der er et grundmuret teglstenshus fra 1400-tallet, dels den tidligere kirkelade, der ligeledes er et grundmuret teglstenshus fra 1400-tallet. På kirkegården ligger forskellige byggematerialer, der har indgået i kirkebygningen i middelalderen.

Kirken er et unikum i dansk arkitekturhistorie og samtidigt et vigtigt monument i gruppen af tidlige danske teglstenskirker.

Grundplanen er udlagt som et græsk kors orienteret mod verdenshjørnerne med ottekantede tårne placeret for enden af hver korsarm. Over den kvadratiske korsskæring rejser et højt kvadratisk tårn sig. Den senromanske teglstensbygning har stået nogenlunde uforandret gennem middelalderen, dog er der i slutningen af 1400-tallet opført et sakristi i to etager i tilknytning til den østre korsarm. Den østre korsarm rummer alter og korparti.

Kirken rummer mange af sine oprindelige senromanske detaljer til trods for et skrantende vedligehold efter middelalderen, der bl.a. resulterede i midtertårnets fald i 1827. Kirken blev genstand for en række omfattende istandsættelser i årene 1867-1871 og 1917-1921.

Kirkebygningen er opført i teglsten over et fundament af store marksten, og ved forskellige bygningsdetaljer er der anvendt granit. Til trods for talrige restaureringer og istandsættelser i nyere tid er der bevaret mange detaljer fra den oprindelige senromanske bygning.

Soklerne er udført med forskellige led af henholdsvis granit og teglsten. Murfladerne er uden væsentlig udsmykning og afsluttes med høje gesimser, der ofte er prydet med savskifter (dvs. rækker, hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad). Kirkens døre i korsarmene mod nord, vest og syd er kraftigt omdannede i forbindelse med senere restaureringer, men vinduerne er i vid udstrækning bevaret eller udformet som i middelalderen. Disse er rundbuede og smigede, og den øvre del af smigen er hvidkalket. Ved både vinduer og døre er der anvendt forskellige specielle teglsten, såkaldte formsten.

De fire tårne, der rejser sig for enden af korsarmene, er ottekantede i plan og rejser sig i tre etager over kirkerummet. Tårnene har glamhuller (dvs. vinduer, hvorfra klokkens klang kan undslippe), der er todelte med en teglmuret søjle. Tårnene afsluttes af spidsgavle på alle sider og de markante tårnspir. Tårnet over korsskæringen er firkantet i grundplan, men i hovedsagen udformet som ydertårnene. Hvor de fire ydertårne er middelalderlige, er midtertårnet rekonstrueret i 1800-tallet, efter at det oprindelige midtertårn styrtede sammen i 1827.

Sakristitilbygningen er fra senmiddelalderen og opført i teglsten over en syld (dvs. et fundament) af marksten. Den er i to etager og facaderne prydes af blændinger (dvs. murnicher) og frisemotiver.

Kirkens tagværker er nyere og opsat i forbindelse med restaureringen i 1867-1871, og dets indre domineres af den særlige grundplan. Murene står i den rå teglsten, og kun hvælv og vinduessmige er helt eller delvist kalkede. Det centrale kirkerum domineres af de fire store sammensatte granitsøjler, der bærer kirkens midtertårn. Murværkets forskellige kanter og led (særligt soklerne) er præget af brugen af formsten.

Kirkens arkitektur kendetegnes ved en lang række træk, som er fælles for de tidlige danske teglstenskirker (cirka 1150-1250), bl.a. i form af murbehandlingen, brugen af formsten og særlige bygningsdetaljer. Den overordnede arkitektoniske udformning er i dansk sammenhæng derimod unik og trækker bl.a. på 1100- og 1200-tallets interesse for Det Himmelske Jerusalem. Nærmeste hjemlige sammenligningsgrundlag må opfattes som andre centralkirker, og ellers er det usædvanlige formsprog noget, hvis lige skal findes i europæiske centralkirker og paladskapeller.

Baseret på arkitekturens udformning og under sammenligning med andre mere veldaterede eksempler er det sandsynligt, at kirken skal dateres til årtierne omkring 1225.

Almindeligvis opfattes kirken som værende opført af Esbern Snare (død 1204), der tilhørte Hvideslægten, men i kraft af den omtalte datering af kirken må dette afvises, da Esbern Snare ved byggeriets begyndelse allerede havde været død i flere år. Bygherren må dog have været af aristokratisk slægt og formodes stadig at have relation til Hvideslægten, og datteren Ingeborg og dennes mand Peder Strangesen er blevet fremført som mulige kandidater.

Kirken har inventar fra forskellige perioder, men en del af kirkens ældre inventarstykker gik til, da midtertårnet styrtede sammen i 1827.

Ældst er kirkens døbefont af granit med udhuggede blomstermotiver, der har samme alder som kirkebygningen. Kirken råder ligeledes over et romansk bronzekrucifiks fra midten af 1200-tallet samt et korbuekrucifiks fra senmiddelalderen.

Fra renæssancen stammer kirkens enorme altertavle, der er udformet i Lorentz Jørgensens værksted i Holbæk. Den meget detaljerige altertavle er skåret i 1650 og har et nadverbillede som centralt motiv.

Kirkens klokker er støbt i 1502, 1702, 1732 og 1938.

I kirken og på kirkegården findes flere gravsten og epitafier (dvs. mindesmærker) fra renæssancen og nyere tid.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Kirkens hjemmeside
• Kalundborg Kirke på sogn.dk