Frankrig - arkitektur

Middelalderen

© Peter Kühn-Nielsen

Kirken Sacré-Cœur i den lille østfranske by Paray-le-Monial er karakteristisk for den højt udviklede romanske arkitektur i Bourgogne, der kulminerede med den mægtige klosterkirke i det nærliggende Cluny; her lå centret for den indflydelsesrige cluniacenserorden, som klostret i Paray-le-Monial var tilsluttet. Korsskæringen i den høje, slanke bygning fra ca. 1100 krones af et svært, ottekantet tårn; indgangspartiet, flankeret af to mindre tårne, stammer fra en kirke fra 1000-t.

Frankrigs arkitektur fik fra slutningen af Karl den Stores regeringstid (se karolingisk kunst) sine mest progressive bidrag gennem de nye magtcentre, klostrene, i hvis bygninger de lokale traditioner smeltede sammen med de overleverede dele af den romerske byggeskik.

Den nu forsvundne klosterkirke Saint-Riquier i NØ-Frankrig fra 790'erne havde fx et udbygget, rigt udsmykket vestparti, begyndelsen til den siden hen udbredte vestfacade med to tårne og tre portaler. Herudover opstod bygningselementer som fx apsiden med de radierende småkapeller (omgangskoret, tidligst brugt i Saint-Martin i Tours fra kort efter 900) og sideskibene, der dækkes af det samme tag som det kun lidt højere midtskib i fx hallekirker som Saint-Savin-sur-Gartempe ved Poitiers fra 1000-t.s slutning.

Romansk arkitektur

I Burgund opstod tidligt brugen af både tøndehvælv og spidsbuer; de første er i Saint-Philibert i Tournus fra 1000-t.s begyndelse brugt på måder, der peger frem mod de fagdelte ribbehvælv. Den burgundiske byggestil fik gennem den overdådige cluniacensiske og siden hen asketiske cisterciensiske arkitektur en betydelig spredning. 

© Peter Kühn-Nielsen

Cluny. Benediktinerklosteret i Cluny var et af middelalderens største og mest betydningsfulde. Det havde sin storhedstid i 1100-t. og omfattede da tre kirker og talrige andre bygninger. Billedet viser en del af klosterbygningerne, som hovedsagelig fik deres nuværende udseende ved en ombygning i 1700-t. Bag dem ses resterne af den største af kirkerne, der blev nedrevet i begyndelsen af 1800-t., det sydlige tværskib med to spirprydede tårne.

Det mægtige kloster i Cluny stod i forbindelse med en række af kirkerne langs pilgrimsvejene til Santiago de Compostela i Nordspanien, fx de rigt udsmykkede kirker i Vézelay og Autun. Andre som Saint-Sernin i Toulouse (ca. 1080-1120) og Sainte-Foi i Conques er regulære pilgrimskirker med langt skib med gallerietage og korsskæringen ved tværskibet fremhævet med et tårn.

Normannisk arkitektur repræsenteres af klosterkirkerne i Caen; i det sydligste Frankrig anvendtes stiltræk inspireret af de bestående romerske bygninger og af islamisk og byzantinsk arkitektur, fx i den kuppeldækkede centralkirke i Périgueux.

Gotisk arkitektur

Fra 1100-t. begyndte det samfundsmæssige tyngdepunkt at glide fra landet og landklostrene til byerne. Overgangen fra den romanske til den gotiske stil fandt bl.a. sted i de franske kongers gravkirke, Saint-Denis ved Paris. Her indgik ved abbed Sugers genopbygning 1140-44 tre træk, som førhen kun havde været anvendt hver for sig: spidsbuen, ribbehvælvet og stræbesystemet. Resultatet blev en himmelstræbende højde, meget tynde vægge og et lysindfald af et hidtil ukendt omfang.

© Gyldendal

Notre-Dame de Paris.

I de næste 100 år fulgte opførelsen af alle Frankrigs bedst kendte katedraler med deres rige udstyr af skulpturer og glasmalerier: Sens, Noyon, Senlis, Notre-Dame i Paris, Laon, Chartres, Bourges, Reims, Amiens og Beauvais. Et foreløbigt punktum blev sat med de franske kongers kapel Sainte-Chapelle i Paris (1243-48). Særlig i det sydlige Frankrig blev tendensen til en større rumlighed herefter kombineret med et stærkt forenklet ydre som i katedralen i Albi (1282-ca. 1390).

I middelalderens sidste århundreder blev vægten i Frankrigs arkitektur forskudt imod det verdslige, især boligen. Den romanske tids nyskabelse, det beboede forsvarstårn (donjon), blev ofte ombygget til eller inkorporeret i et komplekst miljø, hvor boligfunktionen blev mere fremtrædende som fx i det italiensk inspirerede pavepalads i Avignon fra 1300-t. I 1400-t. og op i 1500-t. opførtes et stort antal offentlige bygninger, byhuse og paladser i den opulente flamboyante stil, fx domhuset i Rouen (1499-1509) og Jacques Coeurs hus i Bourges fra 1440'erne.

Renæssancen

Centrum for den tidlige franske renæssancearkitektur fra ca. 1500-30 var den frugtbare Loiredal, hvor kongehuset og aristokratiet i behagelig nærhed af Frankrigs daværende hovedstad Tours opførte og ombyggede adskillige slotte i en tidstypisk kombination af traditionel middelalderlig byggeskik og italiensk renæssanceteori og formsprog. En ivrig bygherre var Frans 1., hvis ombygninger af slottene i bl.a. Blois (1515-24) og Fontainebleau (1528-40 af Gilles le Breton) er karakteristiske eksempler på den tidlige renæssancestil...læs videre om fransk arkitektur i renæssancen.

Barok og rokoko

Et nybrud inden for den franske bygningskunst kom i 1615 med arkitekten Salomon de Brosses Luxembourgpalæ i Paris, opført for Maria Medici. På ny blev italiensk indflydelse mærkbar, som det også ses i Jacques Lemerciers facade til Pavillon d'Horloge i Louvres vestfløj (1624) med klassiske ornamenter og søjler; kirker som François Mansarts Val-de-Grâce i Paris (1645) er en behersket udgave af romerske barokkirker...læs videre om fransk barok - og rokokoarkitektur.  

Nyklassicisme

Med J.G. Soufflots kirke Sainte-Geneviève i Paris (senere Panthéon, 1757-90) indvarsledes nyklassicismen med en ny interesse for antikken, både den græske og den romerske...læs videre om fransk nyklassicistisk arkitektur.

Empire

Under Napoleon kom de ægte græske stilarter, bl.a. den doriske, i høj kurs, påvirket af arkæologiske fund, også fra Egypten. De benyttedes flittigt af empirens kendteste arkitekter Charles Percier og P.-F.-L. Fontaine, der bl.a. forestod anlægget af Rue de Rivoli i Paris....læs videre om fransk empirearkitektur.  

Historicisme

Ligesom i andre europæiske lande kan den franske arkitektur i hovedparten af 1800-t. betegnes som historicistisk. I et hovedværk som katedralen i Marseille (1845-93) kombinerede arkitekten Léon Vaudoyer (1803-72) en række oldkristne og middelalderlige stilarter, mens Charles Garnier prydede operabygningen i Paris (1861-75) med overdådige barokke former. I det indre giver vældige trapperum og foyerer adel og borgerskab lejlighed til at se og blive set....læs mere om historicistisk arkitektur i Frankrig.

Funktionalisme og modernisme

Omkring 1900 var historicismen ved at være udtømt for betydning og afløstes gradvist af funktionalismen. De arkitekter, der ikke fortsatte traditionen, reagerede ved at forenkle udtrykket til en form for nyklassicisme, der videreførte de klassiske proportioneringsregler ved i større grad at lade konstruktionerne komme til udtryk i bygningens form og ved at overføre den moderne industris former og produktionsmetoder til byggeriet...læs mere om fransk funktionalisme og modernisme.