Trevifontænen.

.

Fontæne på Piazza della Rotonda, Rom.

.

En fontæne er en anordning og vandkunst – som fx en skål med en enkelt stråle, bytorvets brønd eller et springvand – hvorigennem der ledes vand, som så springer ud af forskelligt formede rør.

Faktaboks

Etymologi
Ordet fontæne kommer af fransk fontaine, af latin (aqua) fontana 'kildevand', af fons 'kilde', genitiv fontis.
Også kendt som

springvand

I en fontæne udnyttes vandets bevægelse derved kunstnerisk, både visuelt og lydmæssigt. Teknisk drives vandet frem ved bl.a. selvtryk, dvs. vandets egen tyngdekraft, hydraulisk ingeniørarbejde eller mekaniske pumper.

Vandets symbolske betydning og brug i havekunsten

Vand og hermed også fontæner har gennem historien spillet en betydningsfuld og symbolbærende rolle i de fleste kulturer. Fontæner blev i antikken i Grækenland bl.a. placeret på torve og i tempellunde eller over hellige kilder, ved de romerske akvædukter fx i Hadrians Villa ved Tivoli (120-130'erne) og flere steder i Rom.

I middelalderens vesteuropæiske klostergårde og i islamiske og mauriske bygnings- og haveanlæg er fontænerne en væsentlig bestanddel; berømt er Løvebrønden i Alhambra i Spanien fra 1200-1300-tallet.

Fra den italienske renæssance er Villa d'Este i Tivoli (1564-1572) med sine hundredvis af fontæner et fornemt eksempel, og blandt barokkens stramt udformede pragtanlæg kan fremhæves Versailles ved Paris (ca. 1660); i Danmark findes på Frederiksborg Slot Neptunfontænen fra ca. 1620.

Bedst kendt blandt Roms talrige fontæner er Fontana di Trevi (Trevifontænen) fra 1700-tallet med sine mange skulpturer.

Vægten på den skulpturelle udformning ses også i nyere fontæner, således i danske eksempler som Storkespringvandet (1894) og Gefionspringvandet (1908), begge i København. I Oslo fx Gustavs Vigelands fontæne i Vigelandsparken fra først i 1900-tallet.

Bevægelige skulpturer med vand

Stravinsky-fontænen

Niki de Saint Phalle og Jean Tinguely, Stravinsky-fontænen, 1983 ved Centre Pompidou, Paris. Foto 1990'erne.

Stravinsky-fontænen

Bevægelige skulpturer kombineret med vand kendes fra italienske renæssancehaver, bl.a. den berømte Pratolino fra sidst i 1500-tallet, beliggende nordøst for Firenze. Her var både såkaldte automata (mekaniske springvand) og giochi d’acqua (vandlege), og nogle gange kombineret med lyd. Sådanne konstruktioner er dog allerede beskrevet i arabiske litteratur om haver fra 1200-tallet.

Bevægelige skulpturer indgår i flere af Jean Tinguelys og Niki de Saint-Phalles fontæner, fx i Stravinskyfontænen (1983) ved Pompidoucentret i Paris og i Paradiset (1966) på Skeppsholmen i Stockholm.

Vand i nyere danske byrum

Fontæne. Sankt Hans Torv på Nørrebro i København, 1993, med Jørgen Haugen Sørensens granitskulptur Huset der regner. Enkle vandstråler springer op fra granitbelægningens lavning.

.

Siden 1990’erne er fontæner som enkelte vandstråler, der springer op fra belægninger, etableret i mange nye byrum, bl.a. med inspiration fra Lyon. fx på Sankt Hans Torv (1993) og i Frederiksbergs nye byrum (2005).

Seks gader løber sammen mod Sankt Hans Torv, udformet af Sven-Ingvar Anderssons tegnestue i samarbejde med Jørgen Haugen Sørensen. Torvets granitbelægning skråner svagt ned mod en stor skulptur og danner her en lunke, hvorfra der springer syv enkle vandstråler. Jørgen Haugen Sørensens skulptur Huset der regner kan ses som et korthus af portugisisk granit, hvor grove stenbjælker er kilet ind i hinanden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig