Taq-i Kisra. Paladset var disponeret som et vældigt gårdanlæg, opført af teglsten. Den indre hovedfacade domineredes af den ca. 35 m høje audienshal, der var åben mod gården og overdækket af et halvellipseformet tøndehvælv. Hallen ses her i sin ruinerede tilstand sammen med den bevarede venstre del af den rigt artikulerede skærmfacade. Fotografi fra 1957.

.

Taq-i Kisra, palads i Ktesifon på østbredden af Tigris ca. 40 km syd for Baghdad i Irak, opført under sasaniderne, enten Shapur 1. (d. 272) eller, hvad flere forskere hælder til, Khusrau 2., der regerede 590-628.

Paladset blev ødelagt i forbindelse med den arabiske erobring af Ktesifon i 600-tallet. I dag står kun ruiner tilbage af det monumentale bygningskompleks i mursten, der betragtes som et af arkitekturhistoriens hovedværker.

Bevaret er en ca. 35 m høj ivan, en åben bygning med en nærmest parabelformet tøndehvælving, flankeret af oprindelig to skærmfacader, der viser indflydelse fra romersk arkitektur. Den ene facade styrtede sammen ved oversvømmelser i 1888.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig