Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.
Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom; endvidere Sant'Apollinare in Classe i Ravenna og Johannes Prodromos i Konstantinopel (Istanbul).
Typen blev fastholdt længe i Rom og dannede forbillede for de ældste kirker i det vestlige Europa. Her blev den gradvis udviklet til den romanske basilikakirke, der stod fuldt udviklet i 1100-t. med karakteristiske træk som tværskibe, hvælvinger og tårne; eksempler er domkirkerne i Lund, Ribe og Viborg, alle fra 1100-t.
Den langskibede basilika videreudvikledes i gotikken, hvor man bl.a. gjorde midterskibet højere og vinduerne større. Basilikaen var indtil ca. 1900 den mest fremherskende kirketype i Europa.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.