Berlin - arkitektur og museer

Spreeinsel, det oprindelige middelalderlige Cölln, var tidligere domineret af Berliner Schloss, der blev bortsprængt 1950 og erstattet af Palast der Republik (1973-1976, nedrevet 2008). Barokslottet blev opført efter udkast af Andreas Schlüter og Johann Friedrich Eosander von Göthe fra 1698 til 1716.

Til slottet hørte Lustgarten, oprindelig en nyttehave, senere eksercerplads; her ligger i dag Berliner Dom, en centralbygning i nybarok fra 1894-1905.

Kirkens krypt, Hohenzollerngruft, rummer omkring 100 sarkofager (heriblandt en sarkofag af Peter Vischer fra 1530).

Museumsinsel, nord for Lustgarten mellem Spree og Kupfergraben, er Berlins ældste udstillingscentrum og verdensberømt.

Schlossbrücke over den vestlige arm af Spree med dens otte klassicistiske figurgrupper (1822-1824) er opført efter udkast af Karl Friedrich Schinkel og indleder pragtgaden Unter den Linden, der oprindelig var en ridevej fra slottet til Tiergarten.

Unter den Linden blev anlagt i 1647 under kurfyrst Frederik Vilhelm med seks rækker lindetræer. De første bygninger var mindre beboelsesejendomme, offentlige bygninger og palæer. Disse blev stort set revet ned omkring 1770 og erstattet med pragtbygninger med den hensigt at gøre gaden til en repræsentativ boulevard.

Den første barokbygning var våbenarsenalet Zeughaus, opført efter udkast af Johann Arnold Nering 1695-1706. Facaden mod gården er udsmykket med 22 kraftfulde skulpturer af døende krigere udført af Andreas Schlüter, et hovedværk inden for tysk barok bygningsskulptur. Zeughaus er i dag rammen om et betydningsfuldt museum over tysk historie, Deutsches Historisches Museum.

Under Frederik 2. den Store skabte arkitekten G.W. von Knobelsdorff "Forum Fridericianum" i den østlige del af Unter den Linden, et kulturelt centrum med bl.a. Königliche Hofoper (1741-1743, i dag Deutsche Staatsoper), den katolske Sankt Hedwigs-Kathedrale (1747-1773) samt Prins Henriks Bypalæ (1748-1766), der i 1810 blev ramme om det traditionsrige Friedrich-Wilhelms-Universität, siden 1949 Humboldt-Universität.

Et ryttermonument af Frederik 2. den Store, udført af C.D. Rauch og opstillet 1851, blev i 1980 genopstillet på sin oprindelige plads midt på Unter den Linden.

Som afslutning opførtes portbygningen Brandenburger Tor (Carl Gotthard Langhans, 1788-1791), et frihedssymbol og et symbol på Preussens magt. I dag er Brandenburger Tor symbol på det nye Berlin og det genforenede Tyskland.

Tiergartens oprindelige velhaverkvarter, Hansaviertel, var delvis ubeboeligt efter 2. Verdenskrig. I 1953 blev området udskrevet til en international arkitektkonkurrence med opførelse af bungalower og højhuse omkring en kerne af indkøbscentre, en biograf og et bibliotek. Bebyggelsen blev et symbol på 1950'ernes vesttyske Wirtschaftswunder og var skabt af førende arkitekter som Walter Gropius, Alvar Aalto, Arne Jacobsen, Oscar Niemeyer, Kay Fisker mfl.

I Berlins udvikling siden genforeningen har den såkaldte Planwerk Innenstadt, hvori man forsøgte at opstille en fælles målsætning for de to bydeles sammensmeltning, ikke formået at skabe helhedstænkning. Diskussionen om den historiske bykernes rekonstruktion eller fornyelse har til tider antaget farceagtige dimensioner.

Traditionalisterne har ønsket at genopføre de symbolladede monumenter, som blev nedrevet i DDR-tiden, fx Berliner Schloss og Schinkels Bauakademie.

Efter 12 års debat vedtog Rigsdagen i 2003 at genopføre slottets barokke facade omkring en ny bygning. I november 2008 blev den italienske arkitekt Franco Stellas udkast til slottets genopførelse enstemmigt vedtaget. Traditionalisterne fik, hvad de ønskede: en tilbageskuende, historisk bygning, ikke alene udstyret med barokfacade, men opført i den barokke arkitekturs ånd og tillige forsynet med en rekonstruktion af det tidligere slots kuppelkonstruktion.

Projektet orienterer sig mod det oprindelige Berliner Schloss og dets arkitekter Andreas Schlüter og Eosander von Göthe og er en hyldest til preussisk historie. Bygningen skal rumme Humboldt Forum, et samarbejde mellem Stiftung Preussischer Kulturbesitz, Staatsbibliothek og Humboldt-Universität. Humboldt Forum forventes indviet i 2020.

Genopførelsen af Karl Friedrich Schinkels Bauakademie har indtil 2006 resulteret i en modelrekonstruktion af et af bygningens hjørner; foran denne har man igen placeret de tre monumenter, blandt andet af Karl Friedrich Schinkel, der før 2. Verdenskrig stod i et anlæg foran bygningen. Man har fra 2016 planlagt en genopbygning af Schinkels Bauakademie.

Ligeledes er bygningen, der rummede DDR's udenrigsministerium, for hvilket Bauakademie måtte lade livet 1961-1962, blevet nedrevet i 1995.

Pariser Platz ved Brandenburger Tor er blevet bebygget med bygninger i en stil, der citerer den karakteristiske preussiske klassik i en række forskellige varianter, lige fra det nærmest folkloristiske Hotel Adlon (Patzsche & Klotz, 1995-1997) til de akademisk strenge Haus Sommer og Haus Liebermann (Joseph Paul Kleihues, 1996-1998); kunstakademiet Akademie der Künste er bemærkelsesværdigt ved at integrere den historiske bygning i en transparent nybygning (Günter Behnisch og Werner Durth (f. 1949), påbegyndt i 1998).

Frank O. Gehry overrasker med sin DZ Bank (1996-2001) i en i det ydre rolig traditionel og tilbageholdende byggestil, der udfordres af den ekspressive atriumkonstruktion i bygningens indre.

Friedrichstraße, byens genopstandne kommercielle pulsåre, er blevet bebygget med komplekser af Joseph Paul Kleihues, Hans Kollhoff (f. 1946), Jean Nouvel (stormagasinet Galerie Lafayette, 1998), Oswald Mathias Ungers og Philip Johnson, en broget række arkitektoniske forestillinger, som af kritikere er blevet kaldt "den uniformerede kedsommelighed".

På Unter den Linden kan fremhæves ombygningen af Deutsche Bank (Benedict Tonon (f. 1944), 1994-1997) samt Haus Pietzsch (Jürgen Sawade (f. 1937), 1993-1994).

Potsdamer Platz, som i en årrække lå helt ubebygget hen, da den lå på demarkationsterrænet mellem øst og vest har igen indtaget sin centrale funktion. Pladsen indgår som led i det nye sammenhængende cityområde, der etableres mellem Alexanderplatz i øst og zoo-området ved Kurfürstendamm i vest. Potzdamer Platz er samtidig det nye symbol på Berlins selvforståelse som metropol. Pladsen et af de mest ærgerrige projekter på det byplanmæssige og arkitektoniske plan i moderne tid. Den er genopstået i en stilart, man kunne kalde high tech-futurisme; et storkapitalistisk anarki af forretningshovedkvarterer, kontorer, shoppingcentre og kostbare beboelsesejendomme. Initiativet til bebyggelse blev taget af koncernen Daimler-Benz og indledtes i 1994. Pladsen består af 19 forskellige komplekser, hvor Daimler-Benz (Renzo Piano, 1994-1998), Sony (Murphy/Jahn Architects, 1996-2000) og A&T (Giorgio Grassi (f. 1935), 1996-1999) er de største.

Efter at Berlin blev regeringssæde, er regeringskvarteret, Regierungsviertel — også kaldet "Band des Bundes", blevet opført på Spreebogen. Først og fremmest Bundeskanzleramt, opført af arkitekterne Axel Schultes (f. 1943) og Charlotte Frank (f. 1959) fra 1997 til 2001. Desuden de arkitektonisk afklarede parlamentsbygninger Alsenblock/Luisenblock opført fra 1997 til 2001 af arkitekten Stephan Braunfels (f. 1950).

Særlig opmærksomhed har offentligheden viet ombygningen af Rigsdagsbygningen (Norman Foster & Partners, 1994-1999). Fosters vældige elliptiske glaskuppel er forsynet med ramper, således at den er tilgængelig for besøgende, og et system af spejle kaster naturligt dagslys ind i Forbundsdagens plenarsal. Den danske kunstner Per Arnoldi har stået for farvesammensætningen af salen og 19 andre rum. Bygningen var i 1995 genstand for billedkunstnerne Christo og Jeanne-Claudes indpakning i sølvskinnende polypropylen.

Bundesratsgelände, der har til huse i den nu ombyggede preussiske landdagsbygning (1892-1904) i Leipziger Straße, har bronzeskulpturer af Per Kirkeby (2000) i det ydre kompleks.

Regeringskvarteret bliver betjent af det nye fashionable banegårdskoncept Berlin Hauptbahnhof – Lehrter Bahnhof, der blev indviet i maj 2006. Banegården har været under opførelse fra 1996 og er Europas største gennemkørselsbanegård. Den overdækkede banegårdshal er en stål- og glaskonstruktion, tegnet af Gerkan, Marg & Partners.

Det omkransende byområde benævnes Stadtquartier Lehrter Bahnhof. Pladserne nord og syd for banegården hedder Europaplatz og Washingtonplatz. Bebyggelsesplanen følger et forslag af O.M. Ungers (1994) og består af kontorer, beboelse og butikker.

De fem nordiske landes ambassader, Skandinavische Botschaften, er blevet opført i det sydlige Tiergarten. Hvert land har stillet med sit eget arkitektoniske udtryk, men bygningerne er samlet under et fælles koncept, således at man samtidig opnår et varieret bymæssigt miljø og en egen individuel karakter. Den danske ambassade er udført af tegnestuen Nielsen, Nielsen & Nielsen (1997-1999).

Ved Alexanderplatz befinder sig flere af Østberlins tidstypiske vartegn, det 365 m høje tv-tårn, Fernsehturm, der blev opført 1965-1969, Erich Johns (f. 1932) Urania-Weltzeituhr fra 1969 og det fredede springvand, Brunnen der Völkerfreundschaft, efter udkast af Walter Womacka (1925-2010). Womacka er også ophavsmand til mosaikfrisen Unser Leben, en af de største af sin art i Europa (125 m lang, 7 m høj), der pryder Haus des Lehrers, det første højhus i Østberlin, opført 1962-1964 efter tegninger af Hermann Henselmann (1905-1995). Den gamle bymidte rummer en række genopbyggede monumentalbygninger, tidligere regeringsbygninger fra DDR-tiden samt de fremmede repræsentationer.

Det tidligere centrale område på vestsiden har ligget hen i mange år med store byggetomter, da det lå tæt på muren. Efter murens fald er området igen blevet attraktivt, og meget nybyggeri er i gang.

Friedrichstraße er igen ved at blive en mondæn forretningsgade med talrige nyopførte butikspassager. Rigsdagsbygningen, der lå få meter fra muren og i de mange år siden krigen ikke har kunnet bruges til sit egentlige formål, er nu atter sæde for det tyske parlament og indgår i det nye store regeringskvarter, der opføres på Spreebogen.

Det sydvestlige Berlin er højstatusområde med mange fornemme villakvarterer, mens syd og sydøst fortrinsvis bebos af middelklassen og nord og øst overvejende af arbejderklassen.

I distriktet Kreuzberg er et stort område stærkt domineret af tyrkere. I det tidligere Østberlin er arbejderkvarteret Prenzlauer Berg hjemsted for mange asiater, der kom som gæstearbejdere i DDR-tiden.