Firenze - arkitektur og billedkunst

© Scala

Firenze. Den næsten 100 m høje kuppel på Firenzes domkirke, Santa Maria del Fiore, er af Filippo Brunelleschi og blev opført 1420-34 på en ottekantet tambur med store, runde vinduer; den 17 m høje lanterne blev først færdiggjort efter Brunelleschis død, mens rundgangen ved kuplens fod forblev ufuldført. Ved opførelsen af den mægtige kuppel, der består af en indre og en ydre skal, brød Brunelleschi med gotikkens udvendige stræbesystem. Kuplen blev bygget over en række større og mindre ribber, og de nedad- og udadgående kræfter blev bundet ved udformningen af selve murværket, bl.a. en indbygget ring af træ ved foden af kuplen.

Firenzes monumenter afspejler i store træk dens udvikling i storhedstiden mellem 1100 og 1600. Bymuren fra slutningen af 1200-t. er delvis bevaret syd for Arno ligesom en række tårne og porte; mod syd ligger fæstningen Forte di Belvedere, mod nord Fortezza da Basso fra 1530'erne.

Firenze har to centre, placeret hhv. nord og syd for den romerske by omkring Piazza della Repubblica: Mod nord ligger Domkirkepladsen med domkirken og baptisteriet, mod syd Piazza della Signoria med rådhuset, Palazzo Vecchio.

Domkirkepladsens ældste monument er det ottekantede baptisterium fra 1100-t., et fornemt eksempel på toscansk romansk arkitektur; kuplen er indvendigt smykket med mosaikker, og de berømte bronzedøre fra 1300- og 1400-t. er udført af Andrea Pisano og Lorenzo Ghiberti.

Domkirken, Santa Maria del Fiore, blev påbegyndt ca. 1300 af Arnolfo di Cambio og afløste en ældre, mindre kirke, Santa Reparata (udgravet efter 1966). Den vældige, næsten 100 m høje kuppel fra 1420-34 er arkitekten Filippo Brunelleschis og den florentinske renæssances hovedværk, mens kampanilen blev påbegyndt 1334 af Giotto; vestfacaden er udført 1874-87.

Kirkens kostbare, polykrome ydre hentede sine materialer fra omegnens mange marmorbrud; det indre er smykket med værker af bl.a. Paolo Uccello, Andrea del Castagno og Michelangelo, og kuplens freskoer skyldes Giorgio Vasari og Federico Zuccari.

Skulpturer fra kirken og kampanilen, heriblandt hovedværker af Donatello, er overført til det nærliggende Domkirkemuseum.

© Scala

Firenze. Det tidligere rådhus Palazzo Vecchio i Firenze var indtil 1550 sæde for byrepublikkens regering, La Signoria. Det blev opført 1299-1314, antagelig af Arnolfo di Cambio, som en befæstet borg med vægtergang, skoldehuller og krenelering samt et tårn, der rejser sig højt over byens tage. Statuerne på pladsen foran af bl.a. Bartolommeo Ammannati, Donatello og Michelangelo (David) symboliserer byens styrke og frihedstrang.

Samtidig med domkirken påbegyndtes Palazzo Vecchio eller Palazzo della Signoria, formentlig også af Arnolfo di Cambio. Den borgagtige bygning med det slanke tårn, der ligesom domkirkens kuppel og kampanile rejser sig højt over byens tage, blev indrettet og udsmykket i 1400- og 1500-t.

Foran den står bl.a. Michelangelos statue af David (en kopi) og Donatellos af Judith. Den nærliggende åbne hal, Loggia dei Lanzi eller Loggia della Signoria fra 1300-t.s slutning, blev oprindelig anvendt til officielle ceremonier; senere opstilledes skulpturer af bl.a. Benvenuto Cellini og Giovanni Bologna. Pladsen, Piazza della Signoria, er prydet af Bartolommeo Ammannatis Neptunfontæne og Giovanni Bolognas rytterstatue af hertug Cosimo (1.) Medici, begge fra 1500-t.s anden halvdel.

Mellem Palazzo Vecchio og Arnofloden lod Cosimo Medici Giorgio Vasari opføre Palazzo degli Uffizi ('Kontorpaladset', 1560-74) til sit voksende bureaukrati, men også omfattende et kunstgalleri (se Uffizierne).

Blandt de verdslige bygninger fra middelalderen kan nævnes Bargello eller Palazzo del Podestà, bygget i årene efter 1255 og senere anvendt som bl.a. fængsel; den høje gotiske bygning rummer i dag et kunstmuseum (se Bargello).

© Olav Sejerøe

Firenze. Ponte Vecchio.

Også Palazzo Davanzati fra 1300-t. er museum, indrettet som privatbolig fra samtiden. Bygningen Or San Michele var oprindelig byens kornkammer, men indrettedes i slutningen af 1300-t. til oratorium under administration af lavene, der bekostede de fornemme statuer af deres skytshelgener på bygningernes ydre, udført af bl.a. Donatello og Ghiberti.

Ponte Vecchio med sine butikker, der går tilbage til 1200-t., er den eneste bevarede middelalderlige bro over Arno; hen over den løber en overdækket gang fra 1565, der forbinder Palazzo Vecchio med Palazzo Pitti.

© Scala

Leon Battista Alberti tegnede facaden til Palazzo Rucellai i Firenze, opført 1450-60. Her fik han lejlighed til at manifestere sine arkitekturteorier, der bl.a. byggede på den romerske arkitekt Vitruvius. Pilastrene, der inddeler facadens tre etager, er forsynet med nederst doriske, derefter joniske og øverst korinthiske kapitæler som på antikkens Colosseum i Rom. Bygningen var et forbillede for byhuse helt op i 1900-t.

Af renæssancens mange verdslige bygninger kan fremhæves det elegante, antikt inspirerede Palazzo Rucellai fra ca. 1450 af L.B. Alberti og Palazzo Medici (senere Medici-Riccardi, påbegyndt 1444), der var familiens residens indtil 1540.

Regularitet, symmetri og massivitet præger bankfamilien Strozzis palads fra slutningen af 1400-t. Syd for Arno opførtes for familien Pitti et enkelt, rustikt palads, der midt i 1500-t. blev overtaget af Medicierne og udbygget af Ammannati; dertil anlagdes Bobolihaven i ren renæssancestil bag slottet. Palazzo Pitti rummer i dag en fornem kunstsamling.

Firenzes ældste kirkebygning er den højtliggende San Miniato al Monte syd for den store udsigtsplads Piazzale Michelangelo i byens sydvestlige del; ligesom baptisteriet er den et fint eksempel på den toscanske romanske kunst fra 1000-1100-t. 

Fra den store byggeaktivitet omkring 1300 stammer de to mægtige, gotiske tiggermunkeklostre og -kirker Santa Croce (franciskanere) og Santa Maria Novella (dominikanere). De var begge under tag ca. 1350, men fik mange senere tilføjelser.

© Scala

Masaccio Skattens mønt; maleri, ca. 1425. Santa Maria del Carmine, Firenze. Silkehandlerfamilien Brancaccis kapel i kirken Santa Maria del Carmine blev i 1420'erne udsmykket med freskoer af malerne Masolino og Masaccio (suppleret i 1480'erne af Filippino Lippi). De viser scener fra Adam og Evas og Sankt Peters liv. Efter rensning og restaurering af kapellet, afsluttet i 1989, står freskoerne med deres oprindelige klare farver.

Santa Maria Novellas marmorbeklædte facade blev fuldført ca. 1470 af L.B. Alberti, og kirke og kloster blev udsmykket med freskoer af bl.a. Andrea da Firenze, Masaccio og Ghirlandajo. 

Santa Croce fik først sin facade omkring 1860; i kirken findes freskoer af bl.a. Giotto, Agnolo Gaddi og Taddeo Gaddi, og i 1440'erne tilføjedes Brunelleschis fine lille kapel for Pazzifamilien. Santa Croce blev kirken, hvor betydningsfulde florentinere gravsattes, bl.a. Michelangelo, Leonardo Bruni, Galileo Galilei og Niccolò Machiavelli. I kirken Santa Maria del Carmine syd for Arno findes berømte freskoer af Masaccio.

I 1400-t. ombyggedes eller nybyggedes flere andre kirker og klostre, således dominikanernes San Marco (i dag museum), hvor maleren Fra Angelico og prædikanten Savonarola residerede. 

© Scala

Longinus stikker sit spyd i siden på Jesus. Denne fremstilling af korsfæstelsen er malet i 1400-t. af Fra Angelico. Billedet findes i det tidligere dominikanerkloster San Marco i Firenze, nu museum.

Men ellers er hovedskikkelsen Brunelleschi, der i 1418 for Medicierne påbegyndte opførelsen af byens første renæssancekirke, San Lorenzo, med det såkaldte Sagrestia Vecchia; kirken rummer flere arbejder af Donatello, og bl.a. den danske videnskabsmand Niels Stensen er begravet her.

Brunelleschi var fra 1419 tillige arkitekt for Ospedale degli Innocenti ('Hittebarnshospitalet') med den berømte kolonnade ud mod Piazza SS. Annunziata, og fra 1436 for kirken Santo Spirito.

Berømt blev også en anden florentiners, Michelangelos, arbejde for byen. I begyndelsen af 1500-t. føjede han til San Lorenzo-kirken Sagrestia Nuova med de skulptursmykkede Medici-gravmæler, og til San Lorenzo-klostret opførte han Biblioteca Laurenziana med den fornemme vestibule.

Flere af hans hovedværker, bl.a. David, der oprindelig stod foran Palazzo Vecchio (i dag står der en kopi), findes i kunstmuseet Galleria dell'Accademia; andre af hans værker ses i Casa Buonarroti.

© Scala

Michelangelo David; marmor, 1501-04. Galleria dell' Accademia, Firenze. Den over fem meter høje Davidstatue blev opstillet foran rådhuset, Palazzo Vecchio, i Firenze, et symbol på den nye florentinske republiks styrke og frihedstrang og en genfødsel af antikkens nøgne monumentalskulptur. Ved rådhuset står nu en marmorkopi af statuen. En nyere bronzeudgave findes på Toldboden i København.

Det revolutionerende og nyskabende i den florentinske byggekunst klingede ud i 1600-t.; et betydeligt værk fra begyndelsen af århundredet er den mægtige kuppelbygning Cappella dei Principi, der føjedes til San Lorenzo-kirken som gravbygning for storhertugerne af Toscana.

Det barokke Palazzo Corsini fra ca. 1650 rummer en privat kunstsamling. Fra 1600-t. stammer også et videnskabshistorisk museum, der rummer flere af Galileis instrumenter.

Blandt byens øvrige museer rummer det arkæologiske museum en af verdens største etruskiske samlinger. Inden for den nyere bygningskunst bemærker man banegården Stazione Centrale (1935), et eksempel på den fascistiske arkitektur af Giovanni Michelucci. 

Under tyskernes tilbagetog gennem Italien i 1944 blev der kæmpet heftigt omkring Firenze, og broerne over Arno blev ødelagt. Dog skånedes Ponte Vecchio ligesom byens øvrige monumenter.

Store dele af det centrale Firenze ligger under flodens niveau ved højeste vandstand. De omfattende oversvømmelser i november 1966 voldte store skader på bygninger, kunstskatte samt bøger i det store Biblioteca Nazionale; et stort restaureringsarbejde er siden udført med international støtte.

Læs mere om Firenze.