Notre-Dame de Paris

Katedralens tilblivelseshistorie er tæt knyttet til Paris’ udvikling. Under det romerske herredømme blev byen anlagt på øen, som siden fik navnet Île de la Cité. Det var her, i Frankerrigets hurtigt voksende hovedstads centrum, at forløberen for den eksisterende katedral, den mindre Saint-Étienne, blev opført under Chlodovech 1. (400-500-tallet).

I 1160 indledte den indflydelsesrige biskop Maurice de Sully arbejderne på en ny katedral på Île de la Cité. For at gøre plads til de omfattende arbejder og materialer valgte han at nedrive Saint-Étienne, som der i dag kun findes rester af i undergrunden. Selve byggearbejdet blev påbegyndt i 1163.

Under Den Franske Revolution blev Notre-Dame nationaliseret, og siden har bygningsværket været i statens eje. I 1793 blev katedralen som en blandt flere kirker dedikeret til Fornuften (Culte de la Raison) med afsæt i idealet om frihed og lighed. Kirken undergik store ødelæggelser, og en stor del af inventaret blev fjernet eller stjålet.

Efter revolutionstiden forfaldt Notre-Dame. Og under Julirevolutionen i 1830 blev bygningsværket så ødelagt, at myndighederne besluttede at rive det ned til grunden.

Redningen kom fra en noget uventet kant: Forfatteren Victor Hugo udgav den historiske roman Notre-Dame de Paris – siden kendt som Klokkeren fra Notre-Dame – i 1831. Romanens store og øjeblikkelige succes vendte folkestemningen, og i stedet for at rive katedralen ned besluttede man at lade den gennemrestaurere.

Restaureringen skete i årene 1845-1864 under ledelse af Emmanuel Viollet-le-Duc. Han fornyede en stor del af den skulpturelle udsmykning, som blev ødelagt under Den Franske Revolution, bl.a. vestfacadens kongerække.

I Viollet-le-Ducs samtid var der stor modstand mod hans valg af stil til restaureringen. Ikke desto mindre holdt han ved beslutningen om at genopbygge og videreudvikle kirken i en personlig fortolkning af den gotiske stil. Således er fx det ikoniske 96 m høje spir fra denne restaurering.

Notre-Dame er ikke kun central som bygningsværk i både religiøs og kulturhistorisk forstand. Den rummer også tre relikvier og betydningsfulde kunstværker samt Frankrigs største orgel med 8000 rør.

Den 15. april 2019 opstod der brand i Notre-Dame, der var under ombygning. Årsagen til branden er stadig ukendt, men man mener ikke, at den var påsat. Under branden kollapsede taget og spiret. Men de kobberstatuer, som udsmykkede spiret, var blevet taget ned inden branden for at blive restaureret. Derfor er de bevaret. Spiret er siden blevet genopbygget i identisk stil og på ny sat op på kirken.

Under branden lykkedes det et opbud på ca. 400 brandmænd at redde en stor del af kunstværkerne og relikvierne ud af kirken, og allerede få timer efter branden var der rejst penge til at påbegynde genopbygningen af Notre-Dame.

Man havde håbet at være færdig med genopbygning og restaurering til OL i Paris i sommeren 2024, men det har ikke vist sig muligt. Nu ventes katedralen i stedet at stå klar til jul i 2024.

I 1991 kom Notre-Dame de Paris på UNESCO’s Verdensarvsliste. I den forbindelse blev katedralen kaldet “et hovedværk i verdens arkitekturhistorie”.

I 2018, altså året før branden, som siden har lukket kirken ned, mens restaureringen pågår, var det Frankrigs mest besøgte monument med ca. 13 millioner besøgende. Det betyder, at der i snit har været 30.000 besøgende dagligt.

• Paris
• kirke – arkitektur

• Det officielle site for Notre-Dame de Paris
• Louvres udstilling om Notre-Dame de Paris under genopbygningen af katedralen