Saint-Savin-sur-Gartempe, by i SV-Frankrig 40 km øst for Poitiers; 1100 indb. (1990). Af et benediktinerkloster, grundlagt i begyndelsen af 800-t. af Karl den Store, er bevaret den romanske klosterkirke Saint-Savin fra 1000-1100-t. Høje slanke søjler bærer midterskibets mægtige tøndehvælv, der er smykket med enestående, velbevarede kalkmalerier fra 1100-t., et hovedværk i romansk malerkunst; s.m. malerier i krypten og narthex dækker de over 400 m2 mur. De viser bl.a. scener fra GT og NT og fra helgenlegender.