Certosa di Pavia, karteuserkloster nord for Pavia i Italien, grundlagt i 1396. De fleste klosterbygninger er opført i 1400-t., de ældre i gotisk stil, de øvrige i renæssance. Kirkens rigt udsmykkede facade er et af ungrenæssancens hovedværker, overvejende udført af arkitekten og billedhuggeren G.A. Amadeo i sidste halvdel af 1400-t. Kirken rummer fyrstegrave og renæssancekunstværker. Klostret er i dag nationalejendom.