Hosios Lukas, kloster i landsbyen Stiris nær Delfi i Grækenland. Til minde om den lokale eremit Lukas (d. 936) rejstes en klosterkirke, Katholikon, i begyndelsen af 1000-t. Bygningen har krypt og er tidstypisk ved sin centralkuppel og ydermure med mønstermuring. Den rummer mosaikker af høj kunstnerisk kvalitet fra samme periode, bl.a. scener fra Jesu liv. Katholikon er bygget op til den samtidige Theotokos-kirke, som også har kuppel.