Hatfield House, herresæde øst for Saint Albans i Hertfordshire, England. Hatfield House, der er bolig for markisen af Salisbury, er opført 1607-11 af ejerens forfader, jarlen af Salisbury, Robert Cecil. Bygningen er udformet som et symmetrisk, trefløjet anlæg med en fin havefacade med loggia, inspireret af italiensk renæssancearkitektur. Den rummer en række velbevarede interiører fra opførelsestidspunktet.