C.F. Harsdorff

C.F. Harsdorff var en dansk arkitekt. Harsdorff vandt i 1756 som den første arkitekt guldmedalje ved det nyoprettede kunstakademi i København, hvor han var elev af N.-H. Jardin; sammen førte de nyklassicismen til gennembrud i Danmark.

Efter ophold i Paris og Rom 1757-1764 blev han bygningsinspektør og i 1770 hofbygmester; ved akademiet var han professor fra 1766. Harsdorffs byggevirksomhed var beskeden. A.G. Moltkes gravkapel ved Karise Kirke (1766) blev til på grundlag af skitser til Frederik 5.s kapel ved Roskilde Domkirke, som først blev bygget 1774-1778. Kongehuset gav ham i øvrigt kun mindre opgaver: Herculespavillonen i Kongens Have (1773), ombygninger på bl.a. Fredensborg Slot (1774-1776) og kolonnaden mellem Moltkes og Schacks Palæ på Amalienborg (1794).

Harsdorffs stil var influeret af hans kendskab til ny fransk arkitektur og til antikken. Hans projekt til Frederikskirken (Marmorkirken) er en 1700-tallets version af Pantheon i Rom, og den lette joniske kolonnade på Amalienborg er en frugt af hans interesse for græsk bygningskunst. Den var sjælden ligesom hans forståelse for ældre arkitektur; således reddede han Børsens dragespir fra nedrivning.

Harsdorff byggede flere privathuse i København. Erichsens Palæ (1799) ved Kongens Nytorv er et pragtværk, men et særtilfælde med sin frie græske tempelgavl. Med de to facader på sit eget hus ved siden af Charlottenborg (1779-1780) skabte Harsdorff et mønster for de talrige nyklassicistiske borgerhuse, der stadig præger København inden for voldene.

Som den første danske professor i arkitektur fik Harsdorff meget stor betydning for den næste generation af arkitekter, deriblandt hans mest begavede elev, C.F. Hansen.