Hercules von Oberberg, d. 1602, dansk bygmester af udenlandsk herkomst. Som kgl. bygmester fra 1557 virkede han for Christian 3. ved befæstning og ombygning af bl.a. Københavns Slot og Kronborg. 1559-80 var han ansat hos hertug Hans d.æ., for hvem han deltog i opførelsen af Hansborg i Haderslev (det senere Haderslevhus, fuldført 1580/85, nedrevet 1666). Formentlig ombyggede han Sønderborg Slot til et firefløjet renæssanceanlæg og indrettede slotskirken, det ældste bevarede protestantiske fyrstekapel i Danmark, udført 1568-70 for enkedronning Dorothea. Fra 1580 arbejdede Oberberg for Frederik 2., bl.a. på Koldinghus.