J.C. Ernst, Johan Conrad Ernst, 1666-1750, dansk arkitekt. Ernst var typen på enevældens embedsarkitekt; han blev stadsbygmester og søetatens bygmester i 1693 og var generalbygmester 1716-35. I Stockholm 1696-97 fulgte han Nic. Tessin d.y.s arbejde med modellen til et nyt slot i København. Det spores i det håbløse forsøg på en modernisering af det gamle slot (1724-27) og i om- og tilbygningen af Frederiksberg Slot (1707-09) og af Operahuset (nu Østre Landsret) i Bredgade (1701-02) samt i Holmens Kirkes kapel (1705-08). Senere fik hans stil en mere barok fylde: Den Røde Bygning (nu Finansministeriet) i Børsgade (1716-21), det nu forsvundne Københavns Rådhus på Nytorv (1731-33) og om- og tilbygningen på Hirschholm Slot (1729-32). Der har været uklarhed om fordelingen af det kunstneriske ansvar mellem Ernst og hans foresatte, W.F. von Platen. Det synes dog rimeligt at antage, at det egentlig arkitektoniske var Ernsts indsats, mens von Platen stod for dekorationer og interiører.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki