Louis Masreliez, 1748-1810, svensk maler, møbel- og indretningsarkitekt, bror til Jean Baptiste Masreliez. Under et ophold i Italien 1769-83 blev han stærkt optaget af antikken og renæssancen, og efter hjemkomsten kom hans karriere ind i det spor, der har gjort hans navn kendt som skaberen af den sengustavianske stil i vægdekorationer og møbler. Den er antikiserende og karakteristisk ved en udstrakt brug af grotesker. Hovedværket er rummene i Kongens Pavillon på Haga ved Stockholm. Han var professor ved kunstakademiet 1784-97, dets direktør fra 1805.