Andrea Palladio

© Æstetikbiblioteket, Aarhus Universitet

Andrea Palladio. Kirken og klostret San Giorgio Maggiore ligger på en lille ø af samme navn SØ for Venezias historiske centrum og blev påbegyndt af Palladio i 1566. Kirkens facade, der først blev afsluttet i 1610, er udformet som en kombination af to klassiske tempelfacader. Den ene trekantgavl spænder over hele kirkens bredde, den anden bæres af fire store korinthiske søjler og dækker kirkens midterskib.

Andrea Palladio, egl. Andrea di Pietro della Gondola, 1508-1580, italiensk arkitekt, teoretiker og humanist. Palladio, der især virkede i og omkring Vicenza og Venezia, regnes for højrenæssancens betydeligste arkitekt, hvis klassiske villa-, palads- og kirkebyggeri fik stor indflydelse på Vestens arkitektur. Sin humanistiske skoling og navnet Palladio (efter Pallas Athena) fik Andrea hos humanisten og litteraten Giangiorgio Trissino, der tillige introducerede ham for Vicenzas aristokrati. Inspireret af antikkens teoretiker Vitruvius og af sin samtidige Sebastiano Serlio skabte Palladio en egen stil, baseret på det klassiske formsprog med symmetriske planer og facader, enkle, harmoniske proportioner og en monumentalitet, opnået ved anvendelse af søjler og pilastre, der går gennem to etager (kolossalorden).

Palladios første offentlige arbejde var ombygningen af Vicenzas gamle rådhus, La Basilica (påbegyndt 1549, fuldført 1617), der beklædtes med støttende, toetagers loggiaer. Mest kendt er han dog for sine mange landsteder, bl.a. Villa Barbero i Maser (1555-59) og især Villa Rotonda (Villa Capra) nær Vicenza (1550-51), hvis helt symmetriske, kuppelhvælvede, kubiske form med fire ens, porticussmykkede facader er essensen af hans stil. I Palladios paladsbyggerier er inspirationen fra den antikke romerske arkitektur tydelig, i Vicenza bl.a. Palazzo Thiene (ca. 1545-50), hvis vekslen mellem store rektangulære sale og små oktogonale rum er inspireret af romerske termer. I Vicenza ses desuden Palazzo Chiericati (1550) og Palazzo Valmarana (1566).

Fra midten af 1560'erne koncentrerede Palladio sig om kirkebyggeri i Venezia, bl.a. gavlen til San Francesco della Vigna (1565), hvor han med en elegant kombination af to tempelfronter skabte en prototype på en facade til den klassiske, treskibede kirke; den perfektioneredes siden i San Giorgio Maggiore (fra 1566, fuldført 1610) og Il Redentore (fra 1576, færdig 1592). I sine sidste år skrev Palladio sit betydningsfulde teoretiske værk, I Quattro Libri dell' Architettura (1570, Arkitekturens fire bøger), og tegnede i Vicenza en indendørs udgave af et antikt romersk teater, Teatro Olimpico (1580, fuldført af Scamozzi), hvis faste, arkitektoniske baggrundssceneri effektfuldt udnytter perspektivisk illusion.