Hans van Steenwinckel d.æ., ca. 1550-1601, nederlandsk-dansk arkitekt. Han var ligesom sin far, Laurens van Steenwinckel, arkitekt og stenhugger i Emden, bl.a. ved rådhuset, kom 1578 til Danmark for at arbejde på Kronborg og blev stamfader til slægten af arkitekter og billedhuggere.

Steenwinckel blev kongelig bygmester 1582, men arbejdede formentlig også for bl.a. Tycho Brahe ved Stjerneborg og Uranienborg på Ven. Han studerede renæssancens arkitekturteoretikere, og i 1580'erne tegnede han Slangerup Kirke, virkede ved Sankt Petri Kirke og opførte muligvis tårnene på Nikolaj Kirke og Helligåndskirken, alle i København.

Lundehave, det senere Marienlyst Slot i Helsingør, tilskrives Steenwinckel ligesom herregårdene Berritsgård, Næsbyholm og Orebygård. Fra 1589 forestod han Christian 4.s udbygning af grænsefæstningerne i Bohus, Varberg, Halmstad og Akershus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig