Romansk kunst. I buen mellem skibet og koret i Ørridslev Kirke ved Horsens er omkring 1100 malet billeder af Kain og Abel på hver side af en medaljon med Gud/Kristus siddende på regnbuen. Abel, der frembærer sit offerlam, er skildret usædvanligt ekspressivt af en betydelig, anonym kunstner med sans for de ornamentale, abstrakte kvaliteter i den folderige dragt og med mod til at bryde billedrammen. De mange romanske kalkmalerier, som er bevaret i Danmark, er overvejende udført i freskoteknik.

.

Romansk arkitektur og kunst i Danmark er udpræget knyttet til de danske middelalderkirkers arkitektur og udsmykning. Stilperioden kan i denne sammenhæng vejledende siges at dække kirker, som blev opført i et tidsspænd omkring 1050-1275.

Romanske kirker af sten begyndte først at dukke op i midten af 1000-tallet, de ældste bygget af frådsten (kildekalk). Dette gælder den ældste danske krypt under den nuværende Vor Frue Kirke i Aarhus (fra anden halvdel af 1000-tallet), Jelling Kirke og Tamdrup Kirke.

Blandt de monumentalt anlagte domkirker blev de tidlige opført af bl.a. sandsten, tuf eller kløvet granit (Lund, Ribe og Viborg), de senere af brændt tegl (Aarhus og Roskilde).

Landsbykirken

Den karakteristiske danske landsbykirke har som regel kun ét rektangulært skib, et omtrent kvadratisk kor og evt. en halvcirkulær apsis. Materialerne veksler fra egn til egn, men de jyske granitkirker står som indbegrebet af dansk romansk arkitektur.

Romanske skulpturer og kunstværker

I de danske kirker er der bevaret en enestående mængde skulpturer, dels som bygningsdekoration, fx Kathoveddøren i Ribe Domkirke, dels som udsmykning af døbefonte.

Enkelte mestre har signeret deres værker, fx mester Goti i Gjøl Kirke, mens en række døbefonte og portaler i Randers-Djurslandområdet tilskrives stenhuggeren Horder.

Bevarede farvespor på flere døbefonte antyder en bemaling i stærke farver.

Kalkmalerier

Danmark (og Skåne) har et meget stort antal bevarede romanske kalkmalerier sammenlignet med resten af Europa.

Granitkunst

Den romanske granitkunst i Danmark blev sporadisk kortlagt via herredsrejserne, men fra 2006 har man kunnet lave egentlige søgninger, både motivmæssigt og topografisk, via Databasen Romansk Stenkunst, som ligger hos Aarhus Universitet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig