Brasilien. João Câmara (f. 1944) Sort kvinde med brun sæbe, maleri, 1988; Sesc Public Collection, São Paulo, Brasilien. Maleren fortæller selv: Billedet "blev inspireret af et gammelt reklamelitografi fra min barndom. Litografiet var trykt på sæbepakkerne og forestillede en fattig sort kvinde, fremmedartet klædt og med en underdanig attitude, der badede en lille dreng, også sort .... Maleriets indhold, der er meget anderledes, henviser til det vedvarende element af eksotisme og slaveri, som den sorte befolkning er forbundet med i Brasilien. Det oprindelige fattige miljø er udskiftet med et paradisisk landskab. Jeg synes virkelig, at maleriet har dette præg af tabt paradis ..."

.

Kunstfærdigt udsmykket keramik, øksehoveder, pilespidser samt amuletter og gudebilleder er de få spor, Brasiliens førkoloniale indfødte befolkning har efterladt (se indianere (kunst)).

Kolonitiden

Kolonitidens arkitektur og kunst fandt sine inspirationer i portugisiske, hollandske og franske stilidealer. I Olinda blev kirken Nossa Senhora de Graça (1584-1592) med sin strenge og sparsomt udsmykkede stil forbillede for jesuitternes kirkebyggeri op til midten af 1700-tallet. Efter 1750 muliggjorde de store fund af guld i Minas Gerais opførelsen af en række rigt udsmykkede kirker, bl.a. São Pedro dos Clérigos i Mariana (1773) og Rosario-kirken i Ouro Preto (1785), der står som markante eksempler på den dominerende brasilianske barok og rokoko.

Tidens kendteste billedhugger og bygmester var António Francisco Lisboa, kaldet O Aleijadinho, der bl.a. tegnede og udsmykkede rokokokirken São Francisco de Assis (1766-1794) i Ouro Preto. Barokkens indflydelse på kirkebyggeriet i Bahia og Minas Gerais ses især af den rige ornamentering af kirkernes facader, de udskårne portaler og den overdådige indre udsmykning af alter, prædikestol og kapeller. Aleijadinhos hovedværk er statuerne af de tolv profeter (1796-1806) foran kirken Nosso Senhor do Bom Jesus de Matozinhos (1758-1775) i Congonhas do Campo.

Med ankomsten af en gruppe udsendte franske kunstnere, den såkaldte "franske mission" til Rio de Janeiro i 1816, blev nyklassicismen tidens dominerende formsprog. Den franske mester Jean Batista Debret (1768-1848) dannede skole for fx Manuel de Araújo Porto Alegre (1807-1879), og arkitekten Auguste-Henri-Victor Grandjean de Montigny (1776-1850) satte sit præg på Rio de Janeiros arkitektur gennem årtier. Ved århundredskiftet blev den klassiske strenghed afløst af arkitektonisk eklekticisme samt art déco og art nouveau.

Modernismen

Først med den brasilianske modernismes gennembrud, der skete med afholdelsen af "Ugen for Moderne Kunst" i São Paulo i 1922, søgte man bevidst en selvstændig national kunst. Skønt tidens førende malere Anita Malfatti (1876-1959) og Lasar Segall introducerede europæisk ekspressionisme, kubisme og futurisme, sås hos modernisterne den særligt brasilianske måde, hvorpå de europæiske påvirkninger blev optaget; forfatteren Oswald de Andrade har kaldt denne kulturelle synkretisme for antropofagia (kannibalisme). Malerne Tarsila do Amaral (1886-1973) og Emiliano Augusto di Cavalcanti (1897-1976) udtrykte det moderne formsprog i enkle, varme og farverige temaer, mens Cândido Portinaris (1903-1962) ekspressive realisme formulerede en socialt præget protest.

I 1929 og igen i 1936 besøgte Le Corbusier Brasilien. Under hans vejledning fik en gruppe af unge lokale arkitekter til opgave at bygge Undervisnings- og Sundhedsministeriet (1938-1943) i Rio de Janeiro. Gruppen, senere kaldet Rio-skolen, bestod af Lúcio Costa, Oscar Niemeyer og Affonso Eduardo Reidy samt landskabsarkitekten Roberto Burle Marx (1909-1994). Med funktionalismen indledtes en rig kreativ fase i den brasilianske arkitektur, der nåede sit højdepunkt med åbningen af den føderale hovedstad Brasília i 1960. Byens grundplan er tegnet af Lúcio Costa og Oscar Niemeyer, hvis plastisk monumentale formsprog karakteriserer dens vigtigste bygningsværker.

Samtidskunsten

I 1960'erne søgte den brasilianske avantgarde et nyt formsprog med konkret kunst, fx Amílcar de Castro (1920-2002), Lígia Clark (1920-1988) og Hélio Oiticica (1937-1980). Blandt de kendteste malere finder man Ivan Serpa (1923-1974), Carlos Scliar (1920-2001), Îberê Camargo (1914-1994) og Flávio-Shiró Tanaka (født 1928). Rubens Gerchman (1942-2008) forener popkunst med lokalt farvet ekspressionisme. Industrikulturen skildres skulpturelt af Cildo Meirelis (født 1948), Frida Baranek (født 1961) og Jac Leirner (født 1961), mens den økologiske krise er tema for Frans Krajcberg (1921-2017).

Fotograferne Sebastião Salgado (født 1931), Claudia Andujar (født 1931) og Via Muniz (født 1961) har de seneste år vundet stor international anerkendelse ligesom skulptørerne Antônio José de Barros Carvalho e Mello Mourão, kendt som Tunga (1952-2016), og Ernesto Neto (født 1964). Malerne Adriana Varejão (født 1964) og Rosana Paulino (født 1968) har åbnet en kritisk revision af den brasilianske selvforståelse og med Rosângela Rennô (født 1962) har nationale billedarkiver givet anledning til hudløst opgør med Brasiliens moderne historie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig