Palacio de Bellas Artes.

.

Palacio Nacional.

.

Catedral Nacional.

.

Fra 250 f.v.t. frem til 900-tallet dominerede mayakulturen, den sidste præcolumbianske kultur i Mexico, i Chiapas, Campeche og på halvøen Yucatán. Ruinerne i Palenque, Piedras Negras, Uxmal, Chichén Itzá, Tulum og Bonampak viser mayaarkitekturens kendetegn: terrassebyggede pyramider, brug af den falske bue, skrifttegn på udhuggede facader og farverige freskoer. Det senere aztekerrige (1400- og 1500-tallet) kan anes ved udgravningerne af Templo Mayor i Mexico Citys centrum.

Kolonitidens arkitektur var præget af katolske kirkeordeners katedraler, kirker og klostre; landets ældste kirker er San Francisco (1525) og klosterkirken San Juan Bautista (1538). Blandt de profane bygningsværker kan fremhæves Palacio Nacional (påbegyndt i 1523) i Mexico City med muralmaleri af Diego Rivera (udført i 1930-1935). I 1500-tallet domineredes katedralerne i Mexico City og Puebla af den strenge spanske renæssance indledt af Juan de Herrera, men gennem 1700-tallet vandt barokken indpas, en stilart, der fik væsentlig udbredelse i Mexico, ikke mindst senbarokken i form af den ornamentale churriguereske stil (efter José Benito Churriguera); et hovedværk er Altar de los Reyes i katedralen i Mexico City. Stilen er blandt andet kendetegnet ved rigt udskårne vulkanstensfacader, fx på kirken El Sagrario Metropolitano, opført i 1749 af Lorenzo Rodríguez (1704-1774).

Katedralen i Mexico City, Latinamerikas største kirkebyggeri, blev påbegyndt i 1525, men først i 1800-tallet fik den sin nuværende klassicistiske udformning. Manuel Tolsá (1757-1816) tegnede katedralens kuppel, og sammen med Francisco Tresguerras (1745-1833) introducerede han fransk nyklassicisme i tiden omkring uafhængigheden. I 1977 blev en nyere valfartskirke indviet, hvor helgenbilledet La Morena befinder sig.

Blandt de moderne mexicanske bygningsværker bør Universitetsbyen (UNAM) nævnes, opført i 1949-1953, af Mario Pani (1911-1993) og Enrique Moral, og det olympiske stadion, udbygget af den spanskfødte Felix Candela i 1966-1968 med blandt andet et kobbertag båret af en stålkonstruktion med en kuppelhøjde på 43 meter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig