Afrika. Gravfigur, der skal bevogte en kurv eller barkæske, som indeholder knoglerne af en betydningsfuld mand. Den er fremstillet af træ beslået med messingplader og stammer fra kotafolket, Gabon.

.

Afrika. Forfadermaske af malet træ fra balumbofolket. Masken stammer fra Gabon; 1800-t.

.

Afrika. Murmaleri på FUBA Academy i Johannesburg-forstaden Newton, Sydafrika. FUBA er et af de mange alternative centre for de sortes kunst- og musikudøvelse, der begyndte i storbyerne i perioden under det hvide mindretalsstyre i landet.

.

Afrika. Bronzehoved fra Benin; 1800-t. Det er egentlig fremstillet af mørk messing og smykket med kongelige hovedprydelser.

.

Afrika - kunst, Afrikansk kunst betegner i faglitteraturen og museumsverdenen den traditionelle, visuelle kunst, som er fremstillet af de mange forskellige folk i Afrika syd for Sahara. Kunsten i det nordlige og nordøstlige Afrika opfattes ofte som en udløber af Middelhavslandenes og Vestasiens kulturer, som denne del af kontinentet har haft langvarige forbindelser med; den behandles her i artikler om de enkelte lande samt under islamisk kunst. De mange og meget forskellige folk syd for Sahara er derimod, deres indbyrdes forskellighed til trods, blevet opfattet som det egentlige og oprindelige Afrika, deres kultur som karakteristisk afrikansk og deres kunst som Afrikas kunst.

Afrikas visuelle kunst omfatter mange forskellige kunstarter. Personlig udsmykning har stor betydning og er blevet udviklet til raffinerede former i tatovering, kropsbemaling, smykke- og dragtkunst. Den har foruden den rent dekorative funktion ofte vigtige sociale funktioner.

Vævning udføres i mange forskellige teknikker og materialer. Kompliceret mønstervævning er navnlig udbredt i Vestafrika, fx i Ghana i ashanti-folkenes kente-vævninger. Kuba-folkene i Den Demokratiske Republik Congo er kendt for deres geometrisk mønstrede tekstiler af raffiabast med "plys"broderi. Eksempler på denne teknik nåede allerede i 1600-t. til Europa fra Angola. Applikation benyttes til fremstilling af figurative motiver i Fon-kongedømmet i Benin og i geometriske mønstre hos centralafrikanske folk. En række forskellige farvningsmetoder anvendes til fremstilling af tekstilmønstre: Batik-, ombindings- og stencilteknik er i nyere tid blevet udbredt i store dele af Vestafrika og udføres fx hos yoruba-folk i Nigeria. En særlig ætseteknik er karakteristisk for dogon- og bamana-folk i Mali. Stoftryk fremstilles af ashanti-folk.

Maleriet er den kunstart, man har de ældste vidnesbyrd om i Afrika. I Saharas klippemassiver, fx i Tassili n'Ajjer, og i det tørre sydlige Afrika har man fundet klippemalerier og indridsninger med dyre- og menneskemotiver, udført af jægere og nomader. En del af disse malerier menes udført 3000-4000 år før vor tidsregning. Nogle er muligvis endnu ældre, og i Sydafrika har man eksempler på klippemalerier, som er udført af san-folk i 1800-t. med hollandske indvandrere som motiv.

Husdekoration i form af ud- og indvendige vægmalerier forekommer i mange egne af Afrika. Der kan være tale om figurative malerier med religiøse motiver eller geometriske mønstre i samspil med arkitekturen. Et eksempel på det sidste finder man hos ndebele-folk i Sydafrika.

Keramik fremstilles og benyttes hos de fleste afrikanske folk. Brugskeramikken kan være ganske enkel, men keramikken kan også, specielt når der er tale om ting til rituel anvendelse, antage skulpturelle former. Eksempler på lerkar med menneskeform kendes fra folk i det nordlige Nigeria og fra ngbetu-folkene i den nordlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Et eksempel på nonfigurativ skulpturel keramik er de rituelle lerkar, som fremstilles af igbo-folkene i det østlige Nigeria.

Egentlige skulpturer af massivt brændt ler optræder spredt inden for et større område i Vestafrika. Særlig kendt er de arkæologiske fund i området omkring Djenne i Mali og skulpturerne fra Nok og Ife i Nigeria.

Skulpturen er den af Afrikas kunstarter, som har opnået den største opmærksomhed i omverdenen, ikke mindst efter at navnlig franske og tyske kunstnere lod sig inspirere af den i begyndelsen af 1900-t. (se primitivisme).

Den afrikanske skulptur hører hjemme i agerbrugssamfundene i Vest- og Centralafrika. Men der er også eksempler på skulpturtraditioner i Øst- og Sydafrika.

Foruden brændt ler har mange andre materialer været anvendt, fx sten, bronze, messing, jern og elfenben. Men langt det almindeligste materiale er træ. Den traditionelle afrikanske skulptur er figurativ. Motiverne er mennesker og dyr. Afbildningen er frontal. Udtrykket varierer fra idealiseret naturalisme, med et højdepunkt i Ifekunstens terrakotta- og bronzeskulpturer, til ekstrem stilisering, som den fx forekommer i kota-folkenes gravfigurer, hvis hoved og krop forenes i en maskelignende form. Skulpturen har nær tilknytning til religionen, og den spiller overalt en central rolle i samfundslivet. Den er et middel til at opnå kontakt med guder, ånder og forfædre, og den er samtidig et redskab til at udnytte den kraft, de besidder.

Skulpturens former og roller er forskellige fra folk til folk. Anefigurer repræsenterer forfædrene. De står guderne nær og vil, hvis man bringer dem ofre, tale de levendes sag og sikre dem beskyttelse. Guderne selv afbildes sjældent i skulpturen, men det forekommer, fx hos yoruba-folkene i Nigeria. Skulpturer til forherligelse af afdøde herskere kendes fra kuba-folkene i Den Demokratiske Republik Congo og fra bronzekunsten ved Beninhoffet i Nigeria. Nogle skulpturer har helt specifikke formål som fx akan-folkenes akuabafigurer, der skal skaffe ejeren smukke børn. Feticher har ligeledes præcise formål, beskyttende eller ødelæggende. De behøver ikke være skulpturelt udformet, men er det fx hos kongo-folkene i Den Demokratiske Republik Congo og Congo.

Masker kan optræde i mange forskellige sammenhænge og funktioner. De kan fremstille ånder og forfædre eller parodiere de levende. Traditionelt bæres de ofte af personer i offentligt hverv, som ved maskens hjælp opnår anonymitet, samtidig med at de kan udføre deres opgave med maskens autoritet. Mange masker er knyttet til religiøse og politiske selskaber og benyttes i deres optagelsesceremonier.

Træskulpturerne fremstilles af mandlige kunstnere. Deres sociale position veksler meget i de forskellige samfund. I det nordlige Vestafrika tilhører de ofte smedekasten, som har lav social status, men som frygtes for sin magiske kunnen. Andre steder, fx hos dan-folkene i Liberia og hos yoruba, kan kunstnere opnå berømmelse og anseelse. Kunstneren er bundet af traditioner og regler, men udvikler ofte sin egen stil, ligesom også de enkelte folk og kulturer har hver deres karakteristiske stil.

På grund af klimaforholdene og insektangreb opnår afrikanske træskulpturer sjældent høj alder, og det er derfor i almindelighed vanskeligt at følge den stilistiske udvikling over en længere periode. Træskulpturer fra gravpladser hos dogonfolket i Mali er dog blevet kulstof-14 dateret til tiden omkring år 1100.

Men de ældste kendte afrikanske skulpturer er af mere bestandige materialer. Terrakottafigurer fra Nigeria er omtalt ovenfor. Ved Nok i den nordlige del af landet er der fundet terrakottafigurer fra en periode, begyndende 400-500 år før vor tidsregning. De viser stor lighed med terrakottaskulpturer fra 1100-t., fundet ved arkæologiske udgravninger i yoruba-folkenes hellige by Ife, og med nutidige yoruba-træskulpturer fra det sydvestlige Nigeria. I Ife udvikledes i fortsættelse af eller sideløbende med terrakottakunsten en tradition for bronzestøbning, som ifølge mundtlige overleveringer dannede grundlag for Beninhoffets bronzekunst. Den var endnu i brug, da en engelsk straffeekspedition i 1897 erobrede byen. Både i Ife og i Benin forekommer eksempler på metalskulpturer, som er beslægtet med de ældste kendte afrikanske metalskulpturer, der er fundet ved arkæologiske udgravninger i Igbo Ukwu i det østlige Nigeria. De dateres til 800-t. En sådan kunstnerisk kontinuitet og sammenhæng har man indtil videre ikke kunnet påvise i kunsten andre steder i Afrika.

Mødet med industrikulturen, med islam og med kristne missionærer har i mange tilfælde svækket de traditionelle afrikanske religioner og med dem den traditionelle kunst. Nogle steder er traditionen endnu levende. Mange steder er den død. Der er opstået nye traditioner, fx makonde-folkenes moderne skulpturer, som oprindelig var et produkt af kontakten med europæiske administratorer og turister. Der er også eksempler på, at turistindustrien og efterspørgselen fra samlere har holdt liv i traditioner, hvis lokale forudsætninger ikke længere eksisterer. Ofte påvirker de nye aftagere imidlertid traditionen i en retning, som næppe kan betegnes som afrikansk.

For mange moderne afrikanske kunstnere er den traditionelle kunst en inspiration, men der er i disse tilfælde ikke tale om nogen egentlig fortsættelse af traditionen.

Den betydeligste danske samling af afrikansk kunst findes på Nationalmuseet, hvor navnlig Centralafrikas kunst er rigt repræsenteret. Museets samling blev i 1968 udvidet med Amalie og Carl Kjersmeiers store samling. En anden vigtig dansk samling af afrikansk kunst er skabt af billedhuggeren Poul Holm Olsen, hovedsagelig i 1960'erne og 1970'erne. Den ejes i dag af Holstebro Kunstmuseum.

Læs mere om Afrika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig